Håndværk og design-lærer: "Jeg har aldrig haft ambitioner om at være en popstjerne"

Endelig lykkedes det mig at få fat i både en mikrofon og en transportabel højtaler. Det har været en længere rejse med adskillige afprøvninger af forskellige modeller, men nu er jeg landet på den løsning, der fungerer bedst for mig og min hverdag. Det har dog ikke været uden bump på vejen, og jeg må sige, at mine elever har været super søde, efter en rutineoperation medførte at jeg mistede stemmen. De har både været forstående og tålmodige over for mit forhåbentligt midlertidige handicap.

I begyndelsen testede jeg flere kropsbårne højtalere. Udfordringen med dem var, at hver gang jeg bøjede hovedet lidt frem for at vise noget med hænderne, begyndte højtaleren at hyle. Det var langt fra en behagelig oplevelse, hverken for eleverne eller mig.

På et tidspunkt havde jeg en repræsentant ude for at hjælpe med at finde den rigtige løsning. Han måtte dog erkende, at støjniveauet i vores værksted gør det svært at finde en højtaler, der både kan overdøve baggrundsstøjen og samtidig levere en klar og behagelig lyd. Det fik mig endnu en gang til at tænke over, hvor vigtigt det er, at vi lærere, og særligt dem af os, der "bor" i værkstedet, får adgang til ørepropper, som kan sortere noget af den værste støj fra.

En stor del af denne proces har også handlet om mit eget syn på hjælpemidler, for ærlig talt så har jeg ikke været fan af tanken om det, for det synliggør mit handicap endnu mere. Flere kolleger har sagt ting som: "Hvor er det godt, at der findes hjælpemidler, så du kan komme i gang igen," eller i sjov sagt: "Nu er du jo ligesom en popstjerne med den mikrofon!" Og selvom det er sagt i bedste mening, har det krævet noget accept fra min side. Jeg har aldrig haft ambitioner om at være popstjerne. 

Der er hjælp at hente

Det føles fint og naturligt at bruge mikrofon i store forsamlinger, men i de små grupper har det krævet en vis tilvænning. Men også en accept af at jeg har et handicap, og jeg har skullet prøve at glæde mig over, at der faktisk findes hjælp at hente.

Når der ikke er forstyrrende baggrundsstøj, fungerer min stemme faktisk helt fint. I mindre grupper glemmer jeg næsten, at der er noget galt. Men når jeg så skal bruge mikrofon i værkstedet, bliver kontrasten tydelig. Og de dage, hvor jeg har glemt at lade mikrofonen op, mærker jeg hurtigt mine begrænsninger. Både i stemmen og i energiniveauet.

En anden udfordring er, at jeg stadig ikke kan tale og gå samtidig. Skolen har lange gange, og det er helt naturligt at sludre, mens man går fra ét lokale til et andet. Men for mig er det ikke muligt. Jeg kan simpelthen ikke få vejret ordentligt, hvis jeg både skal bevæge mig og tale samtidig.

Jeg kan ikke instruere mine medspillere

Også i min fritid mærker jeg konsekvenserne. Jeg spiller fodbold, og her er det tydeligt, at det ikke kun er stemmen, der er ramt. Operationen har gjort, at jeg har svært ved at holde på luften, hvilket betyder, at jeg ikke kan løbe som før. I stedet er jeg nu rykket på mål, og det er faktisk langt mere krævende, end jeg havde forestillet mig. Samtidig er det frustrerende ikke at kunne råbe instrukser til mine medspillere, som jeg plejer.

Men midt i alle de her udfordringer, er der også lyspunkter. Jeg er taknemmelig for, at der er mange øjeblikke i løbet af dagen, hvor jeg faktisk glemmer mit handicap. Jeg er taknemmelig for mine elevers forståelse og tålmodighed, når jeg ikke har luft nok til at færdiggøre en sætning. Og det er en stor hjælp, at vi er to voksne i værkstedet – min kollega kan tage sig af fællesbeskederne, når det bliver for meget for mig.

Jeg er også virkelig glad for, at jeg arbejder på en skole, hvor ledelsen tager hånd om mig og ønsker at passe på mig. Nu håber jeg bare, at nerven vokser ordentligt sammen. Der er stadig et halvt år tilbage, før lægerne kan sige, om det her blot er midlertidigt. Indtil da er der kun én ting at gøre: holde fast i tålmodigheden. Jeg kan jo heldigvis stadig bruge mine hænder og kreativitet.