Læs mere fra bloggen: Folkeskolens håndværk og design-rådgiver
Blog
En lille mølle af træ
Håndsaven og løvsaven er vigtige værktøjer, når der skal arbejdes med træ, og den lille mølle er en god startopgave til at træne forskellige saveteknikker.
Frustrationen ved ikke at kunne save lige efter en streg, er mindst lige så stor som glæden, når det rent faktisk lykkedes at save så præcist, at stregen forsvinder i savsnittet.
Det kræver øvelse, tålmodighed og præcision, og når eleverne kommer i mål, kan de få et resultat, de er stolte af.
Jeg oplever ofte at eleverne tænker, at det der med at save, det gør jeg bare på maskinen.
Men det bliver det altså ikke mere præcist af og de oplever også, at det ikke bliver som de troede. Derefter prøver de at rette det skæve snit op på rondelsliberen, hvilket ikke altid er så hensigtsmæssigt. Så at vise dem teknikker til at kunne bruge håndsaven, vil faktisk spare dem for tid, samt give et pænere resultat.
Det drejer sig i første omgang om at spænde emnet ordentlig fast og få tegnet lige streger, med en vinkel og en spids blyant. Allerede her kan der opstå problemer med tålmodighed og præcision. En sort sprittusch er bare ikke særlig præcis, hvilket til tider kan være svært at overbevise eleverne om, når de nu ikke har en spids blyant i nærheden. Nogle elever er også så "dygtige" at de kan se usynlige streger.
Så det kan ikke understreges nok, at det er vigtigt at komme godt fra start.
Det er en fordel at kunne save med løvsaven, inden eleven kaster sig over den elektriske dekupørsav. Løvsaven er jo egentlig en håndholdt dekupørsav, men de har mulighed for at save i et stille og roligt tempo og få en fornemmelse af savens fordele.
En lille øvelse jeg har været glad for at bruge, er den lille mølle. Den lærer eleverne både at save lige og skrå snit med håndsaven og de lidt finere snit med løvsaven.
Du skal bruge:
Materialer:
fyrtræslægter på 38mm * 57mm med en længde på (eller hvad du har af rester på ca. mål)
x-finer 4mm eller 6mm
runde søm
Værktøj:
vinkel
blyant
håndsav
løvsav
hammer
evt. brænder
evt. hjælpeklods eller skærekasse
Fremgangsmåde:
Først skal de lave møllens top. Her skal de bruge vinklens 45° til at tegne en trekant på fyrretræslægten. Når trekanten skal saves med håndsaven kan der med fordel bruges en hjælpeklods eller skærekasse.
Dernæst skal eleverne måle 7cm på fyrretræslægten og tegne ved hjælp af vinklen hele vejen rundt. Den firkantede klods saves ud til møllens krop. Her kan der også spændes en hjælpeklods fast eller bruges en skærekasse.
Så skal møllevingerne laves, her skal eleverne bruge løvsaven. Møllen tegnes på x-finéren efter en skabelon. Eleverne sætter krydsfinéren i høvlbænken på højkant og saver ud efter stregerne.
Til sidst limes toppen på kroppen med trælim og møllevingerne sømmes fast. Du kan som lærer bore et lille hul i møllevingerne, så de drejer bedre rundt.
Hvis der er tid, kan eleverne dekorere møllen med brænderen.
Hvis det er første gang eleverne har de to save i hånden, kan det være en fordel at lade dem øve sig i at save, inden de laver selve møllen.