Ups, var der prøve i h&d? Men vi er på godkendt ferie

En fejl fra forældre og ledelse gjorde, at vi måtte lave en sygeeksamen, da eleven var på Gran Canaria under del C.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ja så er det igen blevet prøvetid og et nyt kuld skal igennem denne meget tidsomfattende prøve. Det er elevernes første gældende prøve og vi lærere er spændte og det fylder meget i vores bevidsthed. Det er dog ikke gældende for forældre eller elever, selvom vi synes vi gør meget ud af at informere.

Vi har gennem coronatiden afholdt prøver, der skulle rykkes rundt i sidste øjeblik. Elever der blev ramt af sygdom i de forskellige dele, løste vi så vi undgik sygeksamen. I del A måtte vi have en elev med online, hvor hans makke var fysisk til stede. I del B, som vi havde delt i to, kunne vi heldigvis bytte rundt på elever så alle fik gennemført. Da vi ramte del C måtte vi også rykke rundt. Vi afholdt del C over 3 dage på grund af de mange elever vi havde, så heldigvis kunne det også her lade sig gøre at flytte rundt i sidste øjeblik. Ja vi måtte være kreative for alternativet hos os, ville være en sygeeksamen et år senere og det er altså længe at gå uden undervisning.

Men det er selvfølgelig ikke altid det lykkes, ligegyldig hvor kreative og fleksible vi er. For denne prøve er jo elevernes første gældende prøve og det er nyt både for forældre, elever, lærere og ledelse. Vi stod derfor i en situation hvor forældrene havde søgt om ferie midt i del c og fået den godkendt af ledelsen. Der var jeg nok ved at få grå hår (har ellers en del i forvejen). Men fejl sker, når tingene går for stærkt.  

Prøven er en omfattende prøve og består af mange dele, så ja tungen skal holdes lige i munden. Der er mange datoer at holde styr på, især når vi som hos os har et hold på 30 elever og et lokale med 16 høvlbænke, samt et lokale med 6 symaskiner. Det er et puslespil der skal gå op, vi skal jo også ud som censorer. 

Det første jeg blev mødt med forrige år, da datoerne blev sendt ud til forældre og elever, var en elev der har fået koncertbilletter i konfirmationsgave og derfor gerne vil have rykket sin prøvedato og jo da, det gjorde vi selvfølgelig, det er jo ikke hver dag man lige kan komme i Royal Arena og høre sin yndlingsartist . 

Her slog det mig at en af årsagerne til det manglende fokus på prøven fra familiernes side er konfirmationen, som jo forståeligt nok fylder meget i deres bevidsthed og derfor kommer vores prøve i anden række. Så måske vi skulle overveje at gå tilbage til vinterprøver igen. (Hvilket vi gik bort fra, da den lå henover juleferien).

Ja og så er der selvfølgelig sommerferien. For mange er det dyre uger at rejse i skolernes sommerferie og derfor lokker det at rejse i skoletiden. Jeg arbejder i et område tæt på Kastrup lufthavn og mange af vores forældre arbejder i lufthavnen, og har derfor mulighed for billigere rejser på skæve tidspunkter. Det er der er en del der benytter sig af. 

Folkeskolens håndværk og design-rådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Ingrid Bianco Petersen er Folkeskolens håndværk og design-rådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: ingridbianco81@gmail.com

.

Det er så her det er gået for stærkt for min leder i godkendelsen af en af de mange ansøgninger om ekstraordinær frihed. Så afsted til Gran Canaria 14 dage før skoleferien. Her var der ikke mulighed for at rykke rundt, da eleven var på ferie under hele del C og det ikke var muligt at skaffe en censor på andet tidspunkt inden sommerferien. 

Det var en gruppe på to elever og kun den ene elev skulle på ferie, men de valgte at de ville gennemføre prøven sammen og det betød en sygeeksamen året efter. Så nyt prøveoplæg og ny del A, del B og del C. og det gør vi da bare, for vi er jo fleksible og har masser af tid.

Heldigvis gik det fint og både elever og forældre accepterede vilkårene. Men det har da gjort at vi har fået mere fokus på information til forældre og elever undervejs (og ledelse).  Ledelsen er heldigvis blevet mere opmærksom på prøvens omfang og datoerne. Og jeg er blevet lovet kvajebajer til næste sommerfest af min leder. (Det var da også det mindste, selvom jeg er mere til sodavand).

Vi har hvert år forsøgt os med forskellige måder at tilrettelægge undervisning og prøver på og jeg må indrømme at vi ikke helt er landet på en form, som passer perfekt til vores skole. Der er virkelig også stadig mange ting vi kan gøre bedre og til at starte med er vi i gang med at lave et årshjul og en pjece til elever, forældre, lærere og ledelse som vi bare kan rette datoerne i og sende ud. Vi må jo lære af vores erfaring, så vi ikke havner i samme situation igen. I år måtte vi have fat i bøjletandlægen, for at få rykket en elev der havde en tid under del A, så udfordringer er der nok af. Det bliver nok heller ikke de sidste benspænd vi ryger ind i.

Jeg håber I får nogle gode prøver i år, trods de mange udfordringer der måske allerede er kommet eller vil komme i den næste tid. Helst uden for mange flere grå hår og med et smil på læben, sommerferien nærmer sig jo.