Når ulykken sker til afgangsprøven

Der er mange spørgsmål, der popper op når ulykken sker i vores faglokale. Overholder vi sikkerhedsreglerne? Er vi klædt ordentligt på i forhold til førstehjælp? Er der for meget stress på, så der ikke tænkes klart og sikkert? Hvordan undgår vi ulykker, og hvordan håndterer vi dem når, de sker? Hvad gør vi, når der kun er en lærer til stede i et faglokale fyldt med farer?

Forberedelserne, vi er klar.

I sommers havde vi, som så mange andre, afgangsprøve i håndværk og design. Vi har prøvet det før, så vi har styr på rammerne. Alle maskiner har nødstop og nøglelås og er placeret hensigtsmæssigt i lokalet, så eleverne ikke står i vejen for hinanden. 

Det er den sidste prøvedag, og vi har tre tomandsgrupper og to enkeltmandsgrupper, der er sat opslagstavler op i midten af rummet, og alle elever har en høvlbænk til rådighed. I et lokale i forlængelse af værkstedet er der sat symaskiner op, samt arbejdsborde til alle grupper.

Vi er klar, to lærere og censor er tilstede. Alt forløber som de foregående dage, og eleverne knokler derudaf. Vi går vores samtalerunder sammen. Vi observerer og taler med eleverne undervejs, både sammen og enkeltvis. 

I ægte bagedyststil informerer vi eleverne om tiden undervejs. Da der er en halv time tilbage af prøven begynder stressniveauet og presset at stige, og der skal tages hurtige beslutninger eller laves ændringer, så de når i mål med det, de gerne vil. Selvom vi har lavet en prøveprøve, så kommer tiden alligevel bag på nogle. 

Selve ulykken

 Vi er som sagt tre voksne tilstede i et åbent værksted. Censor står på daværende tidspunkt og observerer en gruppe elever i deres samleproces, jeg står og kigger på en designproces på opslagstavlen, og der er fuld knald på udsugning og maskiner. Der lyder en høj lyd, det er rondelsliberen der stopper brat, som når der sætter sig en klods fast mellem sandpapir og land. Jeg vender mig om, og min kollega får råbt, at den tager du Ingrid, hun kan ikke tåle at se blod. Imod mig kommer en af eleverne med hånden i vejret og meget bleg i hovedet, han siger ikke et ord. Og så skal der handles hurtigt. Han mistede det yderste af sin finger, og der var ingen negl tilbage.

I denne situation er jeg glad for, jeg ikke stod alene. Der var 15 minutter tilbage af prøven og censor fortsatte prøven for de resterende eleverne, jeg tog mig af den tilskadekomne, og min kollega spænede ned af skolens meget lange gange for at hente hjælp. 

Vi fik fat i både forældre og en sygetransport til skadestuen, og han har det efter omstændighederne O.K. i dag.

Efterfølgende forløb

Sådan en oplevelse sætter en masse i værk efterfølgende, og spørgsmålene hober sig op. Var vi med til at stresse eleverne, når vi fortalte om den resterende tid? Kunne vi have stoppet ulykken inden den skete? Overholdt eleven og vi sikkerheden? Håndterede vi situationen korrekt? Osv.

I vores tilfælde var sikkerheden i orden, det var eleven, der sleb for lille en klods på maskinen. Men var presset for højt? Det er svært at svare på. Jeg var utrolig glad for ikke at stå alene i denne situation og taknemlig for kompetente folk omkring mig. Det er ikke første gang, en ulykke sker, og hver gang skal vi se indad, hvad vi kan gøre for dette ikke sker igen. 

Vores rondelsliber er af ældre dato, så den overvejer vi at skifte til en, der er endnu mere sikker. Overfor ledelsen har vi fået tydeliggjort, hvor vigtigt det er, vi ikke står alene i værkstedet. 

Vi kan ikke 100 pct. undgå ulykker, men vi skal som minimum, efter min mening, have et førstehjælpskursus og styr på faglokalets sikkerhedsregler.

Vi skal være tydelige overfor eleverne, hvordan de håndterer maskinerne og allerhelst ikke stå alene i værkstedet. Det er ikke første gang, en ulykke sker og nok heller ikke sidste, men vi skal være ordentlig klædt på, til at det kan ske.

Jeg har været rundt på mange forskellige skoler og set deres værksteder. Der er helt sikkert meget, der skal forbedres i forhold til sikkerheden. Så når der nu skal bruges penge på faglokaler, skal sikkerheden være i top.