Diodeøjne med ledende sytråd

Et udfordrende og sjovt forløb, hvor vi kan opgradere vores bløde værksted til version 2.0 

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tværfaglige del

At arbejde med diodelys kan bruges som et tværfagligt forløb med natur/teknik i 5.klasse, og det er ikke kun begrænset til det bløde værksted. 

Det er et forløb, der kan give filtdyret et ekstra pift. Det er dog også lidt dyre materialer, så det er vigtig med en god forberedelse og forståelse, så materialerne bliver udnyttet på bedste vis. Her vil det give god mening hvis man i natur/teknik arbejder med forståelsen af kredsløb og lys. 

Det er jo kun den simple spæde start til forståelsen af et elektrisk kredsløb med en parallelforbindelse og serieforbindelse.

Jeg har selv været meget inspireret af bogen: "Sæt strøm til de kreative fag" af Sophie Hovdekorp. Den giver en god forklaring på kredsløb og modstand samt masser af gode eksempler på hvordan det kan bruges i vores fag. Det gælder nemlig både de bløde og de hårde materialer.

Brug pilene til at se en hel stribe billeder fra forløbet: 

Folkeskolens håndværk og design-rådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Ingrid Bianco Petersen er Folkeskolens håndværk og design-rådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: ingridbianco81@gmail.com

.

Smiley

Vi har arbejdet med at lave små smileys, så fokus har ligget på at få diodelyset til at virke frem for selve syarbejdet. Eleverne har arbejdet med syteknikker de kendte til i forvejen.

Smileyen har det tekniske kredsløb syet på bagsiden, så det hele er synligt. De elever der er dygtige til at sy kan lave det tekniske kredsløb inde i bamsen, så det er gemt væk og sy en lille lomme til batteriholderen. Det er nemt at differentiere med denne opgave, da man også kan vælge om der skal være et eller to øjne på smileyen. Der er også muligt at lave et kredsløb, så der kan komme en blinkefunktion. 

Smileyen er god til de elever, der er lidt udfordret på at sy i hånden da det er en simpel figur at sy. Den består af en bagside hvor selve kredsløbet skal sys og en forside som skal dekoreres med øjne og mund. Dernæst sættes de to stykker stof sammen og der kan komme lidt fyld i. Udfordringen er at få lysdioderne igennem begge lag stof så de kan knyttes sammen med det elektriske kredsløb på bagsiden. 

Det hele handler om at have de små lysdioder, et batteri og så noget strømledende materiale og her er det altså strømledende sytråd men der kan også bruges kobbertape som eksempelvis kan sættes på indersiden at kasse så der kan komme lys igennem nogle borede huller.

Et natlampe til prøven

For en del år siden, da vi kun havde de frivillige prøver i håndværk design, havde jeg en elev, der lavede en Minecraft figur i træ som natlampe. Her havde han brugt denne teknik til at få lys ud af øjnene. 

En megafed natlampe til et børneværelse, og jeg er ked af jeg ikke fik taget billeder af den dengang, så jeg kan dele dem med jer, men jeg håber I kan forestille jer det. 

Ikke nok med at han havde lavet lys i øjnene, han havde også lavet det sådan, at ansigtet kunne skiftes ud, alt afhængig af hvilket humør barnet var i. Det gav lampen et helt specielt udtryk at lyset var lavet på denne måde. Selvfølgelig hjalp det også på det færdige udtryk at både træarbejdet og malerarbejdet var rigtig godt udført.

Det er ret fedt at se, hvor glade eleverne bliver, når det lykkedes at få lys i deres filtdyr. Den eneste ulempe er nok prisen på materialerne, men man sparer en del hvis man laver storkøb og måske kan man slå sig sammen med natur tekniks budget.