Læs mere fra Folkeskolens håndværk og design-rådgiver:
Håndværk og design: Jeg mistede stemmen, så hvordan underviser jeg nu?
Efter en rutineoperation skulle det kun tage en uge hjemme, og så ville jeg være klar til arbejdet igen. Men sådan gik det bare ikke helt. Stemmen røg, og jeg skulle revurdere min arbejdsliv.
Offentliggjort
Sidst opdateret
I slutningen af august skulle jeg have fjernet en struma. Hvilket er et rutineindgreb uden de store komplikationer. Jeg var bare så uheldig, at de kom til at klippe nerven til mine stemmelæber. Det har resulteret i, at jeg ikke har kunnet undervise siden, da det er umuligt for mig at kunne meget andet end at hviske. Jeg mister meget luft, da stemmelæberne ikke kan lukke. Så en ting er mistet stemme, en anden at mit aktivitetsniveau skulle skæres drastisk ned.
Pludselig går det op for mig, hvor afhængig jeg, som skolelærer, er af min stemme og den kraft stemmen har eller havde. Nu skal jeg genopfinde mig selv i mit erhverv, hvis min stemme ikke kommer igen. Nerven kan måske hele, men det kan man først se efter et år.
Jeg kan da heldigvis tale, men så snart der er flere end tre mennesker, eller der er andet baggrundsstøj, er det umuligt at blive hørt. Det sætter rigtig mange tanker i gang pludselig at have et handicap. Spørgsmålene hober sig op.
Hvad er det egentlig jeg gerne vil med min lærergerning, og hvad kan jeg gøre i fremtiden, hvis stemmen aldrig bliver bedre?
Jeg vender hele tiden tilbage til ideen om mesterlære, som er den undervisning, hvor jeg kan stå en-til-en og vise og forklare og have en samtale om gode og dårlige løsninger på problemstillinger. Det er faktisk noget af den undervisning, jeg nyder allermest. Det er ikke klasseundervisning med mange elever på en gang. Nej, det er dialogen, jeg finder interessant og lærerig.
Hvis jeg nu havner i den situation, at min stemme aldrig bliver egnet til det store klasserum, så vil jeg kæmpe for de små hold. Der hvor vi har mulighed for dialogen omkring fejl og succes. Hvor vi har tiden til at vise med hænderne, tiden til at give de små fif og overvejelser, der opstår undervejs.
Jeg har før haft utrolig stor glæde af at have små AKT-hold på værkstedet, hvor vi lavede ting til skolen som brætspil, venskabsbænke og lignende. Her får eleverne et rum hvor de kan fordybe sig og være aktive og kreative på samme tid.
Jeg tror, at HD kan tilbyde så meget til mange børn. Jeg vil klart arbejde for, at min skole får lavet et værksted, hvor der kan laves små hele forløb med fokus på det praktiske element. Hvor vi kan arbejde med fordybelse og håndelag, og jeg håber, det vil åbne op for noget nysgerrighed og engagement hos eleverne.
Hvis det er muligt, vil jeg lave det ligesom mine AKT-hold. Små hold hvor min stemme kan være med, og hvor dialogen og glæden ved at lære kan komme i fokus.
Min tanke er også at lave et tilbud om åbent værksted i frikvartererne for de elever, der ikke synes, at fodbold og klatrestativer er det fedeste.
Når livet byder på udfordringer, sætter det nogle tanker i gang. Og lige nu har jeg masser af tid til at tænke.
Jeg er heldigvis ikke syg og forhåbentlig kun midlertidigt handicappet, men der går stadig lang tid, før jeg ved, om stemmen kan klare et lærerjob.
Så hvis jeg kan undervise med hænderne i små hold, vil det være helt perfekt. Det kræver selvfølgelig, at tingene bliver sat i system. Men måske det også kunne hjælpe nogle af de lærere og klasser, der kan være pressede, fordi der er elever, som trives bedre i et værksted frem for i en klasse.
Jeg er meget fascineret af, hvordan vi kan gøre eleverne nysgerrige på at lære, så det bliver sjovt og ikke en pligt. Og jeg glæder mig til at få min ledelse med på ideen om, at værkstedet er et fedt sted for mange elever, hvis vi skaber nogle gode rammer for dem.
Hånden på hjertet så har jeg mistet lysten til at undervise mit valghold, der består af 33 elever. Vi er to undervisere, men det er for mange store børn proppet ind på et værksted med alt for kort tid til at nå at gøre dem klar til en afgangsprøve.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der til tider kan synes, det er et ret krævende fag at undervise i, når rammerne bare ikke er der. Vores fag kan så meget, og der er mange dygtige folk derude, men hvis ikke vi passer på de lærere, vi har, ved at skabe gode rammer for alle, så kan man jo frygte, vi ender som musik. Et fag hvor vi simpelthen ikke kan skaffe lærere, der vil undervise i faget, og der skal vi helst ikke hen.
