Læs mere fra Folkeskolens håndværk og design-rådgiver:

Guide: Lav smørebrætter med dine elever
Påsken nærmer sig og der er mange muligheder for at skabe sit eget påskepynt. Jeg har nu valgt at lave et produkt der ikke kun er pynt men også et brugbart produkt.
Der er utallige muligheder for kreativitet, hvis man vil designe og fremstille smørebrætter til det blødkogte æg. Dette projekt lægger fokus på at stavlime og at formgive træ på en ny og spændende måde. Gennem processen åbnes der op for leg med forskellige træsorter, unikke mønstre og kreative design på flere niveauer. Noget som gør det til en oplagt opgave for både begyndere og mere øvede elever.
Efter eget mønster
Den helt simple tilgang kunne være at stavlime to til tre stave af fyrretræ og derefter skære brættet i en firkantet form med afrundede hjørner. Dette giver et enkelt, men funktionelt smørebræt. Der er også mulighed for at eksperimentere med mere spændende og organiske former, så længe der tages højde for de praktiske funktioner. Disse kunne eksempelvis være et hul til at placere ægget, en lille fordybning til salt og tilstrækkelig plads til en skive rugbrød. Her kan eleverne virkelig udfolde deres kreativitet, og tilpasse designet efter både smag og behov.
Differentieringen i projektet opstår især, når eleverne begynder at arbejde med mønstre og kombinationer af forskellige træsorter. Her kan der skabes smukke kontraster mellem lyse og mørke træsorter. Særligt detaljerede mønstre kan opnås ved at indarbejde tynde strimler af finer. Det kan være en fordel, hvis læreren på forhånd har forberedt en række pinde i ens tykkelse i varierende bredder, for at gøre processen mere tilgængelig. Så kan eleverne hurtigt sammensætte deres eget mønster.
Når først materialerne er på plads, er det kun fantasien, der sætter grænser for de kreative muligheder.
Inddrag natur/teknik
Dette projekt rummer også en oplagt mulighed for tværfagligt samarbejde, især med naturfag. Man kan tale om, hvor de forskellige træsorter stammer fra, og lade eleverne undersøge både fordele og ulemper ved forskellige typer træ. Det kan være en lærerig proces at dykke ned i træsorternes egenskaber, holdbarhed og bæredygtighed. Et samarbejde med naturfagslæreren kan for eksempel indebære en tur i skoven. Det kan eventuelt være i selskab med en naturvejleder, hvor eleverne kan lære mere om de træer, der findes i Danmark, og hvordan vi kan bruge skovens ressourcer på en bæredygtig måde.
Selve Processen
For at lave et smørebræt med et unikt mønster skal du bruge forskellige træsorter, der er skåret i stave. Stavene bør have en tykkelse på ca. 2,5 cm og en længde på ca. 25 cm, mens bredden kan variere for at skabe et interessant design. Derudover kan der med fordel anvendes finér i forskellige træsorter til at tilføje ekstra detaljer til mønstret.
Udover træmaterialerne skal følgende værktøjer og materialer bruges:
- Trælim
- Pensel (til påføring af lim)
- Skruetvinr
- Sandpapir i forskellige kornstørrelser
- Dekupørsav til udskæring af formen
- Søjleboremaskine med et Ø25 mm Forstnerbor eller spadebor til at lave hullet til ægget
- Skekniv til at lave den lille fordybning til salt
- Olie, der er godkendt til kontakt med fødevarer (f.eks. køkkenbordsolie eller en neutral madolie)
Eleverne starter med at eksperimentere med at mixe de forskellige træstave på kryds og tværs for at finde et inspirerende og harmonisk mønster. For de mere øvede elever kan der arbejdes i to limninger, hvor den anden limning kan dreje stavene for at skabe et krydsmønster i designet.
Når mønstret er fundet, skal eleverne tegne deres ønskede form på et A4-ark. Formen klippes derefter ud og placeres oven på de sammensatte stave for at sikre, at mønstret ser ud, som de ønsker. Hvis nødvendigt kan stavene justeres, så udtrykket bliver helt rigtigt.
Når formen er fastlagt, skal stavene limes sammen. Det anbefales at pensle trælimen på for at sikre en jævn fordeling. Undgå at limen sjasker ud over kanterne. Når limen er påført, presses stavene sammen med skruetvinger og lægges til tørring. Det er en god idé at tørre overskydende lim af med en fugtig klud, mens den stadig er våd, så man undgår ekstra slibearbejde senere.
Limen skal tørre i mindst 30 minutter. Hvis muligt, kan det være en fordel at planlægge limningen op mod en pause eller slutningen af timen, så projektet er klar til at blive arbejdet videre på næste gang.
Når limen er tør, fjernes skruetvingerne, og brættet slibes på begge sider, indtil det er helt glat og jævnt. Start med groft sandpapir og arbejd i træets retning for at undgå ridser. Gå derefter videre til finere sandpapir for at få en glat og behagelig overflade.
Når brættet er slebet, tegnes den ønskede form over på træet. Formen saves derefter ud med en dekupørsav.
For at lave hullet til ægget bruges en søjleboremaskine med et Ø25 mm Forstnerbor. Sørg for at placere hullet strategisk, så der stadig er nok plads til en skive rugbrød og en lille fordybning til salt.
Den lille fordybning laves med en skekniv, hvor man forsigtigt arbejder sig ned i træet, indtil den ønskede dybde er opnået. Herefter slibes hele brættet endnu en gang, indtil alle kanter og overflader er helt glatte og behagelige at røre ved.
Som sidste trin skal smørebrættet have en oliebehandling, for at gøre det modstandsdygtigt over for fugt og slid. Det er vigtigt at bruge en olie, der er godkendt til kontakt med fødevarer, såsom køkkenbordsolie eller en neutral madolie. Påfør olien med en klud, lad den trænge ind, og tør overskydende olie af. Dette giver en flot finish og fremhæver træets naturlige struktur og farver.
Når olien er tør, er smørebrættet klar til brug. En fin lille opgave som vil pynte på påske- eller morgenbordet.