Blog

Designproces på 3.årgang

Inden eleverne kan gå i gang med at sy deres halloweenfiltbamse, er der lige en designproces, lidt tekniktræning og materialekendskab, der skal læres og laves først.

Offentliggjort Sidst opdateret

På 3.årgang skal eleverne lave filtdyr med halloweentema. Eleverne har ikke før arbejdet hverken med håndsyning, filt eller design. Vi har arbejdet med materialekendskab i form af brand- og vandprøver og hvor materialerne kommer fra og så har de arbejdet med vævning som teknik. Nogle elever har dog prøvet lidt på SFO, men det er ikke færdigheder de har med hjemmefra. Det at binde en knude volder store problemer for nogle.

Finmotorikken skal der arbejdes med, og nåletræderen bliver for nogle et meget vigtigt redskab. Fra min side er det et redskab til at undgå at eleverne smider med alting, eller råber/græder i frustration over at de ikke engang kan få trådet nålen. Denne frustration kan give en følelse af uduelighed, inden de overhovedet er kommet i gang. Når tråden så endelig er kommet igennem nåleøjet og der derefter skal bindes en knude i den anden ende, er det næsten en uoverskuelig opgave for nogle. Så små skridt og eleverne får trænet deres sociale evner, når de skal hjælpe hinanden med nål og tråd. Jeg har jo kun to arme og to øjne så eleverne er nød til at hjælpe hinanden, hvilket er rigtig rart at se når de gør.

I tekniktræningen skal eleverne på et lille stykke prøvestof lave fire forskellige sting i fire forskellige farver: risting, stikkesting, kastesting og tungesting. Jeg bruger her youtube videoer på storskærm til at vise teknikken. Videoen kører på repeat og jeg kan gå rundt og hjælpe dem, der synes det er svært. Efterhånden som eleverne får syet, har jeg flere hjælpere. Vi taler om hvilken sting der er gode til hvad, når de senere skal sy deres filtdyr.

Selve designprocessen

Selvom eleverne ved at de skal ende med at sy en halloweenfiltbamse, og flere af dem tror de ved lige præcis hvad de vil lave, skal vi igennem nogle designøvelser. Eleverne ved at vi har design i to lektioner, ugen før havde vi håndværk i to lektioner. Der havde vi tekniktræning. Så eleverne sidder ikke og tripper for at komme i gang med at sy, de er helt med på, at nu skal vi tegne og designe.

Den første øvelse er en fælles brainstorm over alle de halloweenord vi kan finde, derefter lave vi en hurtigtegningsøvelse. De får et stykke A4 som er inddelt i fire felter, så starter jeg tiden på 5 min, hvor de skal skitsere 4 forskellige ideer.

I næste designøvelse får de udleveret et papir med et spøgelse. De trækker et sæt øjne og en mund fra en pose jeg har,  derefter skal de tegne dem over på deres spøgelse. Vi får efterfølgende en god snak om øjne og udtryk på de mange spøgelser. Og forhåbentlig er de blevet inspireret til, hvordan de kan lave et lidt mere spændende udtryk på deres bamse.

En lidt mere larmende designøvelse.

Dernæst skal vi slå med en terning og tegne monstre, terningen bestemmer hvor mange øjne, arme, ben og horn monsteret skal have.

En øvelse eleverne var meget begejstret over.  Vi fik en god snak om tegnefilmen monsters inc. som har mange sjove og forskellige monstre. De synes så godt om øvelsen, at flere elever udvidede den til hvor mange haler, ører, tænder og andet monsteret skulle have.

Deres endelige design

Nu skal eleverne til at designe deres egen halloweenbamse. De skal lave 4 ideer og vælge den de bedst kan lide. I den sidste del taler vi meget om hvad der er mulig at sy. Hvor mange detaljer der skal med. Hvilke farver både på stof og tråd, der skal bruges og hvilke sting de forskellige dele skal sys med.

Når tegningen er godkendt er de klar til at klippe alle deres mønsterdele ud, som derefter kan overføres til filten og klippes ud.

Og så er de klar til næste gang, hvor vi igen har håndværk og kan komme i gang med at klippe og sy i filt.

Antal lektioner til forløbet

Materialekendskabet har vi brugt to lektioner på, det er her vi har lavet brandprøver og set videoer af hvor uld kommer fra. Syteknikken har vi også brugt to lektioner på. Designet har vi brugt to lektionerne på og selve syning af bamsen er der brugt 4 lektioner på. Eleverne har knoklet og langt de fleste er stolte af det de producerer. De synes deres sidste ide var bedre en den de havde inden de kom. Så designprocessen har skubbet til deres ide, tekniktræningen har åbnet op for deres muligheder og materialet er nu et kendt materiale at arbejde med. 

Alt i alt et fedt forløb og jo mere design vi kan fodre dem med fra starten, jo mindre modstand har de forhåbentligt, når vi får dem på valghold.

Folkeskolens håndværk og design-rådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Ingrid Bianco Petersen er Folkeskolens håndværk og design-rådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: ingridbianco81@gmail.com

.