Læs mere fra bloggen: Folkeskolens håndværk og design-rådgiver
Blog
Gode gamle bøger. Én af dem er blevet min bibel.
Jeg er vild med at finde gamle bøger, der kan inspirere mig.
Jeg er vild med at gå i genbrugsbutikker.
Jeg er ekstra vild med det, når jeg finder (eller får) nogle gode gamle bøger, der beskriver gamle håndværk, som jeg kan blive inspireret af.
Mange af de gamle håndværk kan jeg Google eller Pinterest'e mig til, men der er nu noget ganske særligt, ved at bladre i de gamle bøger. Dufte til dem. Sanse dem.
Plantefarvning
Bogen om plantefarvning giver en konkret indføring i plantefarvningens verden og muligheder. Den beskriver tekstiler, farver, kunstige og naturlige, redskaber, teknikker og meget meget mere. Det er en meget beskrivende bog, i både tekst og billeder.
Uddrag fra bagsiden:
Denne bog giver ved sin omhyggelige redegørelse for farvningens metodik og sin store samling opskrifter, det bedst tænkelige grundlag for dem, der vil forsøge sig med af dette gamle håndværk.
Bogen plantefarvning af Gösta Sandberg og Jan Sisefsky, udgivet på Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busk i 1975.
Origami - japansk papirfoldning
At folde papir har været en del af den gamle sløjdundervisning og er så småt ved at vende tilbage til det nuværende håndværk og design fag.
Bogen om origami indledes med et kort historisk oprids af origamiens historie samt en beskrivelse af grundbegreberne inden for papirfoldningens teknikker. Dernæst følger en række introducerende folde-øvelser, hvorefter bogen udførligt viser hvordan man kan lave en lang række forskellige figurer, fra lettere foldede huse til komplekse foldede dyr.
Fra bagsiden:
Denne bog er en introduktion til en verden af papir, hvor dyr, fugle og mennesker formes i de smukkeste variationer. Den er indrettet efter sværhedsgrad, således at man lidt efter lidt lærer at bruge de benyttede symboler som et letfatteligt tegnsprog og at arbejde med basisfoldningerne, som danner grundlag for de fleste modeller.
Origami, japansk papirfoldning af Robert Harbin. Udgivet på Forlaget Notabene, 1970.
Materialitet og dannelse
Den sidste bog i rækken af mine gamle indkøbte bøger, lærer os ikke et håndværk. Til gengæld lærer den læseren om hvorfor netop håndværk vi skaber, bruger og omgiver os med, er vigtige for menneskets udvikling. Bogen er blevet en slags bibel for mig, som jeg vil anbefale alle med interesse for materialitet og dannelse at læse.
Fra bagsiden:
Materiel kultur omfatter de konkrete ting vi skaber, bruger og omgiver os med. Materialitet omfatter relationerne mellem mennesker og ting: hvad betyder de for os og vores identitetsdannelse? Emner der bl.a tages op er: selvets materielle iscenesættelse, kulturanalyse i didaktisk perspektiv, sansebårne erfaringer og dannelse og tavs viden i håndværksprocesser.
Materialitet og dannelse af Minne Kragelund og Lene Otto (red.). Udgivet på forlaget Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, 2005.