Det er en gave at få interessen for håndværk med hjemmefra

Solen skinnede og flagene var hejst d. 5. juni, grundlovsdag og fars dag. En meget smuk dag og også den dag, min far tog den sidste vejrtrækning. I den efterfølgende proces hvor vi har samtaler med henholdsvis bedemand og præst, blev det endnu tydeligere for mig, hvilket bånd, der kan skabes, når man skaber noget sammen.

Min far

Min far var uddannet elektriker og installatør og overtog min farfars el-firma, selvom det nok ikke var drømmen for min far, så var det den vej livet tog. Min far var en stille mand med få ord og en utrolig ro og varme omkring sig. Han drømte i virkeligheden om sit eget savværk i de svenske skove og elskede at arbejde med træ. 

Fra jeg var helt lille har jeg set og rendt i hælene på min far når han byggede sommerhus, og istandsatte en svensk ødegård og i det hele taget var i sit værksted. Jeg fik lov til at stå med værktøj i hånden, jeg fik lov til at kravle rundt på taget og banke plastikdutter på skruerne. I det hele taget var der ikke meget, jeg ikke fik lov til når det gjaldt at lege håndværker. 

Han var typen der ikke gjorde ting, men viste det så jeg senere kunne selv. Han lappede ikke cyklen for mig men insisterede på jeg var med (selvom det nok have været nemmere for ham at gøre det selv). Når der skulle skiftes blandingsbatteri eller sættes lamper og hylder op så var jeg med. Jeg husker endda mit første "job" hvor jeg skulle samle 100 forlængerledninger og fik en femmer stykket. Han har altid selv kastet sig ud i ting og prøvet sig frem og det var før google og youtube. Min far var stærkt ordblind, men dygtig til sit håndværk og med hjælp fra min mor fik de lavet et godt stabilt firma min bror nu kører videre.

Glæden ved at skabe

Men når jeg ser på mine forældre og min opvækst, så fyldte kreativitet og arbejdsglæde en del, min mor hjalp med min fars byggeprojekter og hun havde en gammel stor væv stående, som hun vævede tæpper og viskestykker på, og derudover var min mor var uddannet blomsterbinder.

Den glæde jeg har ved håndværk kommer hjemmefra, glæden ved at kunne selv og turde kaste sig ud i nye ting og projekter sammen, stammer helt sikkert fra min opvækst.  Var det ikke hos mine forældre, så var det hos min morfar der malede og lavede keramik og var uddannet kemigraf.

Når jeg ser på eleverne i dag, når jeg kommer rundt som censor og på mine egne elever, er det ikke meget tid der bliver brugt på at gå på værkstedet eller at sidde og nørkle med kreative sysler i deres fritid. De elever der har denne mulighed er det også tydeligt at de kan mere med deres hænder end dem der ikke har.

Vi kan som lærere vejlede og vise og undervise en masse, men den ro, tålmodig og tid der var på min fars værksted er svær at genskabe på skolen med de rammer vi har. Jeg ville ønske en større stolthed over håndens arbejde og nysgerrigheden på at lave noget fedt og lækkert. Give sig tid til at eksperimentere med materialer og nyde at gøre sig umage, at kunne fordybe sig det kreative.

Selv som voksen når min far og jeg var på trædrejeraftenskole havde han den ro, tålmodighed og tid til at skabe og jeg vil sådan ønske at vi kan skabe det samme hos de elever vi har, når de nu ikke er så privilegeret at have det med hjemmefra som jeg. Jeg elsker håndværket og stoltheden når der bliver skabt noget lækkert. Og jeg elsker samværet omkring at skabe noget med hænderne og jeg vil altid i min undervisning prøve at give det videre. 

Når jeg i dag går i mit værksted, så glemmer jeg mobilen og verdenen udenfor og for mig er det ligesom at meditere at skabe noget. Og jeg elsker når jeg kan tale med mine kollegaer om mine til tider skøre kreative ideer.