Læs mere fra Folkeskolens håndværk og design-rådgiver:
Halloween uro
En god øvelse til dekupørsaven, med masser af mulighed for forskellige designs.
Nu nærmer halloween sig, selvom butikkerne allerede er i fuld gang med oppyntning til jul, tænker jeg, at vi måske lige skal starte med at blive inspireret af efteråret og den lidt uhyggelige nyere højtid halloween.
Dekupørsaven som mål
På 4.årgang har vi som et mål, at eleverne skal få et godt kendskab til dekupørsaven. Det gælder alt fra sikkerhed til selv at skifte klinge og kunne save efter den streg, man tegner. I den forbindelse har vi et forløb, hvor de skal lave en uro ud fra temaet efterår/halloween.
Forløbet passer godt med, at eleverne har taget “kørekort” til dekupørsaven, og de nu kan designe og udføre deres ide. Kravet til opgaven er, at der skal være en ring til at hænge figurerne i samt minimum 3 figurer.
Her er der mulighed for at differentiere både i antal og sværhedsgrad. Nogle elever kan også vælge at arbejde sammen om opgaven.
Det at tegne kan for nogle elever også være svært, så her kan man hjælpe ved at lade dem printe nogle motiver, de gerne vil bruge. Har man et godt samarbejde med billedkunst, kan man overveje, om det skal være et tværfagligt forløb.
Designprocessen
En del af designprocessen er at kigge i reklamer eller gå ned i den lokale Netto, eller anden butik der sælger ting med halloween og blive inspireret af de mange ting med halloween, man kan købe.
Eleverne laver derefter et moodboard med de farver og figurer, de er blevet inspireret af. De kan vælge at lave deres moodboard i google tegninger, eller klippe billeder ud af de reklamer de har medbragt. Derefter skal eleverne designe deres egne figurer. Vi tegner figurerne på almindeligt papir og bruger overføringsark til at få motivet over på 9mm mdf.
Det gode ved denne opgave er, at den kan laves hele året, man kan bare ændre temaet til evt. jul eller påske eller andre tidspunkter på året, hvor man pynter op.
Hvis man vil arbejde med persona er denne opgave også rigtig god, da temaet på uroen er nemmere at målrette en persona end andre opgaver kan være.
Eksempelvis er lillebror rigtig glad for brandbiler og der kan laves en brandhjelm, en brandbil og en brandhane. Eller mormor, der tidligere har været blomsterbinder, kan man spørge hvad hendes 3 yndlingsblomster er.
Selve uroen
For at træne det at skifte klinge og bruge den rigtige klinge til opgaven, skal der være udskæringer inde i figuren. Eksempelvis øjne på spøgelset. Dette kan også differentieres i sværhedsgrad, hvor meget der skal saves og hvad der kan males. De får også øvet klingeskift, når ringen til ophænget skal laves.
De figurer, der skal laves, skal have nogenlunde samme størrelse, så er det nemmere at få uroen til at hænge pænt. Vi plejer at sige, at de 3 figurer skal kunne være på et A4 papir. Og de skal helst ikke være for kringlede, da de gerne skulle få en succesoplevelse med opgaven.
Vi bruger 9 mm mdf, fordi det bliver pænest, når man maler, og det er relativ nemt at save og slibe i.
Vi er glade for forløbet, fordi der er så mange muligheder både for temaer/designs men også for differentiering. Vi har klasser med ca. 24 elever og på 4.årgang er vi to undervisere, så vi deler klassen så den ene halvdel lærer symaskinen, imens den anden lærer dekupørsaven og så bytter vi. Vi har 6 dekupørsave, hvilket betyder at der kan være 2 elever om en dekupørsav. Det fungerer godt, da der jo også er en male- og slibeprocess ind imellem. Vi har før oplevet en elev som var bange for maskinen og her er der jo mulighed for den håndholdte dekupørsav til at løse opgaven.
I 3.klasse lærte eleverne at male og mellemslibe, så denne proces er det bekendt med. De har også stiftet bekendtskab med boremaskinen i 3.klasse og den skal de nu bruge, når der skal bores huller til den indvendige savning.
Jeg er ret vild med forløbet, fordi jeg synes eleverne har mange fede ideer og de er ofte meget stolte. De føler de kan få noget med hjem de kan bruge eller give i gave.