Læs mere fra Folkeskolens religionsrådgiver:

Religionslærer: Sådan arbejder jeg med pavevalget i min undervisning
Den 7. maj skal alle stemmeberettigede kardinaler samles i et hemmeligt konklave. En begivenhed der fascinerer og vækker nysgerrighed hele verden over, også hos mine elever.
Den katolske kirkes storslåede og mytiske ritualer er fascinerende. Ikke mindst det der foregår i Vatikanet og i konklavet. For hvad sker der egentlig bag de lukkede døre? Fascinationen får næring, når vi på tv ser alle de rød- og hvidklædte kardinaler på Peterspladsen, og når der kommer røg op af Vatikanets skorsten.
Vi kender ordet konklave fra tv-programmet Forræder, hvor det handler om at vælge, hvem der skal myrdes. I Dan Browns roman 'Engle og dæmoner' er der også mord på menuen i et konklave, og i filmen 'Konklave' bliver vi inviteret til at overvære den hemmelighedsfulde begivenhed, hvor kirkens nye overhoved skal vælges.
De ved knap så meget om pavens rolle
Mine elever har været meget spørgende siden paven døde. For hvad er det egentlig, der skal ske, og hvorfor er det så vigtigt med den pave?
En så stor begivenhed i den katolske kirke har relevans for religionsundervisningen. I udskolingen arbejder vi ofte med forskellene på den katolske, ortodokse og protestantiske kirke. Mange elever har deres viden om katolicismen fra undervisningen om reformationen, men ved knap så meget om pavens rolle i nutidens samfund.
Skal de have en mere nutidig formidling af troen og kirken, kan denne artikel fra Kristendom.dk give et godt overblik. Du kan også bruge den som baggrundsviden til at indlede en lektion om katolicismen. Artiklen indleder med at fortælle, hvordan Peter blev den første pave, og der henvises til de relevante bibelcitater. Vi får en kort historisk opsummering, der indeholder fortællingen om sakramenter og en uddybning af synd og nåde. Det sidste er især relevant, når eleverne forbinder synd med afladshandel i 1500-tallet.
I 8. klasse vil jeg starte med at opsummere, hvad katolicisme er, og derefter inddele eleverne i grupper, hvor de skal lave en fremlæggelse af enten:
- Paven: Den bibelske baggrund, hans opgaver i kirken og hans betydning for den troende.
- Konklave: Hvad sker der, når en pave dør, og der skal vælges en ny.
Eller:
En anden mulighed kan være at tale om hierarkiet i den katolske kirke, Det Sixtinske Kapel eller bruddene i kristendommens historie.
Konklavet er dybt fascinerende, og havde jeg muligheden, tog jeg til Rom for at stå foran Peterskirken med øjnene stift rettet mod skorstenen.