Folkeskolens religionsrådgiver

Blog

Hvad skal vi bruge kristendom til?

Det er et spørgsmål, jeg tit møder. Næste skoleår vil jeg indlede timerne en lille smule anderledes i håb om, eleverne selv finder nogle svar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvorfor skal vi have kristendom? Hvad kan det overhovedet bruges til? Hvis jeg skal tro på noget, kan jeg lære det hjemme. 

Udsagn I kender? Jeg gør. Næsten til bevidstløshed. Jeg har da også et helt beredskab af svar stående klar. De går lige fra Grundlov, til den kristne historie og dens betydning for Danmark, til forståelse af kunst, litteratur og talemåder. En anden indgangsvinkel til spørgsmålene er, at det, man lærer i faget, er vigtigt, når man skal ud at være en dannet borger i et demokratisk samfund. Det argument skal som regel udfoldes lidt.  

Avislæsning

Folkeskolens religionsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janne Skovbjerg er Folkeskolens religionsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: jann0350@skiveskoler.dk

I denne uge har corona spændt ben for alle mine gøremål i ferien. Isolationen medfører da heldigvis, at jeg kommer igennem stakken af aviser. Det kan være et tilfælde, men med bare få dages aviser læst, havde jeg adskillige eksempler på, hvordan faget diskuteres og hvordan religion fylder i debatten. 

I et læserbrev argumenteres for præsters ret til ikke at vie homoseksuelle. I et rejsetillæg beskrives kristne pilgrimmes dåb i Jordanfloden, hvilke bibelske begivenheder, der er foregået på stedet og hvordan de politiske spændinger i området giver udfordringer. Et eks-vidne gør sig til talsmand for, at mange Jehovas Vidner i virkeligheden gerne vil have blodtransfusioner, hvis de er i livsfare.  

Faget diskuteres kort i en artikel om, hvad skolen skal og ikke skal. Her er der både en elev, der finder faget vigtigt og en, der synes, at det ikke kan bruges til noget. 

Collage

Det hele er taget fra og puttet i en mappe. Ud over at jeg kan bruge nogle af læserbrevene som nye kilder til allerede eksisterende forløb, kan overskrifterne indgå i en stor collage. En collage, jeg vil vise den første time, jeg skal have en ny klasse. En collage med overskriften: “Hvorfor skal vi have religion i skolen?” Jeg håber, min collage bliver så omfangsrig og nuanceret, at eleverne finder svar, der allerede fra dag 1, måske kan gøre faget lidt mere hverdagsrelevant .

PS. Hvis der skal være lidt satire, kan denne jo passende komme med

https://www.instagram.com/p/CaAOIKkN3Ac/