Læs mere fra bloggen: Folkeskolens religionsrådgiver
Blog
Juleafslutning på mellemtrinnet
Hvad skal vi lave i sidste time før jul? Måske dykke ned i nogle af de juletraditioner, vores europæiske naboer dyrker
Hvilke juletraditioner har I derhjemme? Stil spørgsmålet på mellemtrinnet, og du vil høre om julekalendere, risengrød, dans om træet og meget andet. Det kan give anledning til gode snakke om, hvad der bunder i religion og hvad der kommer fra kulturen. I år skal vi kun lige runde det kendte danske. Tiden skal bruges på nogle af de, for os finurlige, traditioner, der findes i vores nabolande.
Jeg bruger bogen "Jul i andre lande" af Sofie Maria Brand som inspiration og supplerer med billeder af den mad og de traditioner, der bliver beskrevet i bogen. Har jeg kun en enkelt time, fortæller jeg ud fra bogen. Har jeg flere timer skal eleverne sammenligne traditionerne og finde ligheder og forskelle.
Et af de lande, der kan være særlig spændende at se på, er Spanien - nærmere betegnet Catalonien. Her har de en helt særlig tradition.
Caga Tio
En udhulet træstub får malet ansigt i en den ene ende og får sat to ben på. Stubben hedder Caga Tio. Den sættes ind i stuen 8. december og nu skal børnene sørge godt for den ind til den 24. december. De giver den lidt godt at spise hver dag og putter den i tæpper. Juleaften synger de for den:
"Skid træstub, nougat nødder og ost, og hvis du ikke skider godt, slår jeg dig med pinden. Skid træstub."
Herefter slår de med pinde på træstubben til der kommer godter ud af enden på den. Til sidst kommer der et løg som tegn på, det er slut med godterne.
Juleaften går man til midnatsmesse, og der er kirkegang igen 1. juledag. Den 28. december er der drilledag - en dag, der minder om vores 1. april.
Hellig tre konger
Gaverne må børnene vente længe på. Det er nemlig de hellige tre konger, der kommer med dem 6. januar. Aftenen før sætter børnene en nypudset sko frem med deres ønskesedler i. De stiller vin til kongerne og grøntsager til deres kameler. Har man været artig, kommer der gaver i skoen, har man været uartig ligger der et stykke kul.
Til sidst spises kongekagen, der har en figur og en tørret bønne i sig. Den, der får bønnen, skal betale kagen og den, der får figuren, siges at få held.
I Danmark spiser nogle også hellig tre kongers kage med en bønne i. Men her betyder det noget andet, at få bønnen. Det kan du læse mere om her.