Folkeskolens religionsrådgiver
Blog
Anbefalinger bør være et skal
Vi er i gang igen med en række anbefalinger til, hvordan man mindsker spredning af smitte på skolerne. Som ansat kan jeg ikke bruge anbefalinger til så meget – netop fordi det kun er anbefalinger.
Nyt element på morgenbordet
Børn og ansatte bør teste sig selv to gange om ugen. Eleverne bør undervises på stamhold. Der bør være ekstra fokus på rengøring. Disse anbefalinger er for så vidt gode nok. Men når noget kun er anbefalinger, bestemmer man jo dybest set selv, om man vil følge dem.
Manglende test
Mon ikke mange skoler har konstateret, at nogle forældre ikke har afhentet selvtest til deres børn? Det kan selvfølgelig være fordi, børnene bliver testet andetsteds. Men mon ikke der er overvejende sandsynlighed for, at der er en stor gruppe, som ikke bliver testet? Måske kan de ikke se formålet, når nu forskerne diskuterer, om testene overhovedet virker, i pressen.
Man anbefaler, eleverne bliver undervist på stamhold. Så længe det er en anbefaling, står det enhver skoleleder frit for stadig at lave valghold på tværs eller at have tre klasser samtidigt i idræt.
Ekstra rengøring? Tjae. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Kan skolernes budgetter rumme ekstra rengøringsfolk? Eller kan man frigøre noget personale til at spritte overflader?
I vores kommune anbefales det endvidere at al afhentning og aflevering foregår udenfor.
Skolen skal være åben
Jeg er for, at skolen er åben igen. Ser jeg ud over min egen næsetip, er jeg ikke i tvivl om, det er langt det bedste for elevernes trivsel og faglighed. De har brug for hverdagen og kammeraterne. Men hånd i hånd med det går også min bekymring for at blive smittet og bringe smitten videre til familiens ældre medlemmer.
Vi er som faggruppe meget udsat for smitterisiko, hvis anbefalingerne ikke følges. Jeg vil derfor ønske, at alle anbefalingerne bliver til et “skal”. Og når de er i gang, må der også gerne komme et krav om, at personalemøder skal foregå online. Det giver ingen mening at samle så mange mennesker i et lokale og give mulighed for superspredningsevent.
Skolerne skal være åbne. Åbne skoler kræver personale. Personalet skal være raske for at komme på arbejde. Derfor skal anbefalingerne være et skal!