Blog

Tips og tricks til den nye (religions)lærer

Som ny lærer er der 1000 ting at forholde sig til. Her er et par tips og tricks til, hvad man skal tænke på som ny (religions)lærer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er 21 år siden, jeg for første gang stod i et klasselokale som klasselærer og bød velkommen. Det var en lille skole, og selv om det var 4. klasse, stod der en kødrand af forældre bagerst i klassen og så mig an. Det var lidt af en start. I dag ville jeg nok have budt dem velkommen og bedt dem gå efter få fem minutter, så klassen og jeg kunne komme til at lære hinanden bedre at kende. Jeg kunne have brugt lidt tips og tricks til, hvordan man gør.

Der er meget at forholde sig til som nyuddannet lærer generelt og som religionslærer specifikt.

Tips og tricks

Folkeskolens religionsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janne Skovbjerg er Folkeskolens religionsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: jann0350@skiveskoler.dk

Timetallet i faget er lille. Hvis det er muligt, er det en god ide at koble faget med andre relevante fag. I indskolingen er billedkunst og dansk oplagte. På mellemtrinnet endvidere historie og madkundskab. I udskolingen dansk, idræt, historie og samfundsfag.

Det kan være at illustrere bibelfortællinger, lave projekt over nordisk mytologi, danernes kristning, religions indvirkning på Europas historie, menneskerettigheder eller religionsløbebingo.

Årsplaner

Lav dine årsplaner med erfarne kolleger. Er der ikke en religionslærer at spejle dig i, kan du finde ideer på forlagenes portaler og på denne blog. Kig i fagets læseplan og fagets mål. Er du udskolingslærer er det en rigtig god ide at orientere dig i prøvebekendtgørelsen, før du laver din plan. Så er du sikker på, du får de kildetyper, kulturteknikker og områder med, som du skal.

Elevens egen religion

Det kan være fristende at bede en elev med en anden religion end flertallet om at fortælle om hendes religion. Lad være. Hvis eleven af sig selv inddrager sit eget liv i hjemmet, er det helt fint. Men beder du om det, kan eleven føle sig udstillet. Endvidere får du også versionen af, hvordan jødedom/islam/Jehovas vidners liv foregår specifikt i det hjem – det er ikke nødvendigvis et generelt billede af hverdagslivet i pågældende religion.

Forbered dig på, hvad du vil svare, når (de store) elever spørger dig, hvad du tror på. For de spørger helt sikkert.

Du kan ikke gøre alt 100%

Ting tager tid! Du kommer formentlig til at forberede alt for meget stof til timerne. Vi skal nå meget, men der skal være tid til at fordybe sig. Og hvis en etisk eller livsfilosofisk diskussion bliver dyb, er det bedre at droppe en kilde end at stoppe samtalen.

Vigtigst af alt er, at du ved, at du ikke kan gøre det 100% perfekt. Der er uendelig meget nyt at forholde sig til. Brug dine kolleger til spørgsmål og til at læsse af. Vi har alle stået, hvor du står nu.

Velkommen til lærerlivet og rigtig god arbejdslyst. Vi er glade for, du er her.