Stormester-start på 8. årgang

Det første forløb i 8. skal helst være godt. Kan en opgave a la Stormester give eleverne en mulighed for at starte kreativt ud og svare på spørgsmålet: Hvad er religion?

Offentliggjort Sidst opdateret

Lad mig være ærlig. Jeg kan godt lide undervisning, hvor jeg giver et oplæg og eleverne arbejder med de af mig udstukne kilder, hvorefter vi i plenum taler om, hvad de har fundet ud af.  Men jeg ved godt, det bestemt ikke altid er den måde, undervisningen bliver bedst på.

I år skal jeg starte hele fire 8. klasser op i religion. Årgangens team har fortalt, det er en årgang, der responderer bedst på alternative tilgange til undervisningen. Så jeg har været i tænkeboks.

Hvad er religion

Hvad er religion? Det er altid min første mini problemstilling. Nogle gange har jeg kørt modeller, nogle gange har jeg taget udgangspunkt i fodboldklubben Liverpool og andre gange har vi lavet mindmaps. 

Fælles for alle forløbene er, de har været meget lærerstyrede. I år vil jeg prøve at se, hvordan eleverne vil gribe det an, hvis de får frit valg på alle hylder til, hvordan de vil besvare spørgsmålet.

Første time indledes selvfølgelig med en præsentation af faget og af læreren. Jeg vil også lave en brainstorm med dem over begrebet religion. Ligeledes har jeg forskellige genstande med ind som kan være samtalestartere, ex en kalot, et kors, en fodboldtrøje, yogamåtte osv,

Jeg har bedt klasselærerne laver grupper, da jeg ikke kender eleverne. Grupperne får nu at vide, at vi i en periode skal lave opgave i Stormester-style og de får den første nu. Konvolutterne uddeles og opgaven står deri:

Jeg er spændt på, hvordan eleverne tager imod opgaven og hvordan de løser den. Det er et sats fra min side, men jeg tror på, det kan blive godt.

Folkeskolens religionsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janne Skovbjerg er Folkeskolens religionsrådgiver. Hendes opgaver er at dele sine refleksioner om faget, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: jann0350@skiveskoler.dk