Læs mere fra Folkeskolens religionsrådgiver:
Hvordan lærer vi eleverne at tage gode noter?
Hvis man skal tage den gode note, skal man vide, hvad den gode note er og hvordan den skrives på en god måde. Jeg opdagede, jeg ikke havde været skarp nok i min noteundervisning. Så 8. og 9. har fået et lille notekursus.
En lærer fra det lokale gymnasie fortalte, at de elever, de modtager, ikke er særlig dygtige til at lave overskuelige noter. De oplever, eleverne skriver alt for meget brødtekst, de alligevel ikke kan finde rundt i.
Det satte tankerne i gang hos mig. Umiddelbart synes jeg, jeg gør en del ud af at lære dem, hvad den gode note er.
Men et virkelighedstjek hos eleverne viste mig noget andet. Eleverne skriver stadigvæk læssevis af brødtekst.
Jeg bruger altid teknikken Læs, tal, skriv. Den skal gerne sikre, at eleverne sammen finder frem til det vigtigste i en kilde og får det skrevet ned.
I 8. klasse har jeg på forhånd nedskrevet de fagord, de skal lave noter til, for at gøre dem bevidste om, noget er vigtigere end andet i teksten. Til trods for det kan jeg se, de skriver alt for lange brødtekstnoter.
To kolonne notat
I denne uge har jeg så brugt tid på noter hos alle de hold, jeg underviser.
I 8. klasse har jeg bedt dem om at sætte alle fagord ind i venstre kolonne i et to-kolonne-system. Herefter skal noten til ordet sættes ind. Det lyder simpelt, men det var en åbenbaring for flere elever, hvor nemt det er at skimme sig frem til forklaringen på et ord eller begreb, man lige mangler.
I det efterfølgende tekstarbejde skulle de læse et afsnit sammen og blive enige om, hvilket ord (eller få ord) der skulle stå til venstre og først derefter måtte de skrive en note på max to linjer i højre side.
I 9. skulle de læse en kilde hjemme og tage noter til den. I undervisningen spurgte jeg dem efter de fire vigtigste ting i kilden. Det var der ikke nogen, der kunne svare på. De kunne fortælle en masse om kildens indhold - hvis de lige fik tid til at læse hele deres note!
Vi prøvede derfor at lave noten til kilden sammen. Vi fik fire nedslagspunkter i venstre side og fire korte (1 til 2 linjers) forklaring i højre side. Herefter skulle de sammenligne de to gange noter og se, hvor de hurtigst og mest effektivt fik et overblik. Vi tog herefter en snak om, hvad det er, en note skal kunne.
Fremadrettet vil jeg starte skoleåret med den snak. Hvad skal vi egentlig bruger noterne til? Hvordan gør vi så i praksis? Forhåbentlig vil det føre til bedre og mere effektiv noteskrivning.