Folkeskolens religionsrådgiver
Blog
Farvel til 20/21
Dette skoleår har igen været et usædvanligt et af slagsen. Nedlukninger, hurtige omstillinger og en fuldstændig mangel på “plejer” har været dominerende. Min blog har handlet om ned- og oplukning, tips og tricks, kortere skoledage og ønsker til samarbejde. Nu er det tid til en status.
Når jeg ser tilbage på starten af skoleåret, ved jeg, jeg var lidt naiv. Jeg troede, at corona og alle dens handlinger og al dens væsen, var væk. Og så alligevel. Jeg ændrede ret hurtigt rækkefølgen på årsplanen således, at diskussionsemnerne og det fagligt tungeste stof kom først. Så var der styr på det, hvis vi nu alligevel blev sendt hjem.
Det viste sig at være en god ide. Lokale og landsdækkende nedlukninger blev hurtigt hverdag igen.
Nye måder
Hermed blev stødet også givet til, at jeg for alvor ændrede min måde at undervise på. Bevægelse i undervisningen har været en af mine helt store mangler. Fotoløb og pilgrimsvandring kom med kæmpe succes på skemaet. Bento og bookcreator kom også ind i planen. Det bliver alt sammen noget af det, jeg tager med ind i næste skoleår.
Mine forløb blev endnu skarpere. Hvad er vigtigt at nå, og hvad kan skubbes ud? Og da prøven blev aflyst; hvad ville så være spændende at dvæle ved?
Stor opgave
For andet år i træk sluttede jeg klasserne af med en større opgave i stedet for prøverne. For mange gav det en helt anden ro, end jeg plejer at se. De var ikke så nervøse for at præstere. Omvendt har rigtig mange elever udtrykt, at det var en god oplevelse at være oppe i dansk og engelsk. Så måske er det “bare” nervøsiteten for det ukendte, jeg plejer at se?
Næste år
På skoleniveau blev mange traditioner gentænkt. Alt det vi plejer at skulle gøre sammen, skulle kastes op i luften. Det har givet nye erfaringer, og det bliver noget, vi kommer til at arbejde med de næste år.
Når jeg ser frem på kommende skoleår, er det med en bevidsthed om, at kommende 9. har nogle områder, hvor undervisningen har været noget anderledes. Det er vigtigt at huske at få noget repetition af ex de enkelte religioner ind i forløbene. Når vi når næste års prøver, skal vi have in mente, at elevernes undervisning har været præget af virtuel undervisning.
Jeg ser frem til det første semester. Her har en underviser fra VIA taget mig på ordet. Jeg får således en observatør med i undervisningen, der gerne vil se, hvordan det foregår ude i folkeskolen. Det glæder jeg mig meget til - måske kan jeg samtidigt få et brush up på den nyeste viden?
Om lidt er der sommerferie. Jeg håber, den bliver fuld af sol og store isvafler. God sommer til jer.