10 år efter er jeg stadig nødt til at slukke, når Corydon er i radioen

Jeg følte mig lidt tåbelig der den 2. april 2013. Vi skulle stå foran skolen mellem 7.30 og 8.15. Hvad var det egentlig, det skulle gøre godt for?

Allerede et par dage efter var følelsen en anden.

Retorikken, nedvurderingen af mit og mine kollegers arbejde. Forældre omkring os, der VIRKELIG gerne ville have legeaftaler med mine børn, nu jeg alligevel gik hjemme og strejkede.

Strejkede? I starten forsøgte jeg pædagogisk at forklare, det ikke lige var sådan, det hang sammen. Sidenhen svarede jeg blot, at mine børn var i hjemmeskole hver formiddag, og først kunne lege efter frokost.

Kampgejsten blev vakt. Nu havde vi "se mig i øjnene" trøjer på og skilte med om morgenen.

Sammenhold

Sammenholdet og kreativiteten blomstrede. Vi arrangerede fodboldtræning for børnene, lavede fuglehuse(!) på byens torv. Vi løb mod lockouten, uddelte konfliktkaffe, gik i demonstration (Antorini, Corydon og Ziegler skolens fremtid på jer hviler), og lavede en kæmpe konfliktfest i min have.

Jeg kunne foreningssangen udenad og fik gåsehud, når vi stod og sang den sammen. Samtidig voksede stoltheden over lærerstanden. Rank ryg og kreative indslag overalt og et vedvarende forsøg på at få folk til at forstå kompleksiteten i lærerjobbet.

Men frustrationerne kom også snigende. Hvorfor var der ikke nogle ledere, kommunale politikere eller andre, der offentligt tog afstand fra de uhyrlige postulater, der var om lærerene og deres arbejdsindsats?

I Skive Kommune var der en leder, der i et læserbrev højt og larmende tilkendegav, at han ikke kunne genkende billedet, og at lærerene på hans skole, var dygtige og arbejdsomme. Det varmede.

Så kom den 26. april.

Dagen hvor vi chokerede måtte sande, at den danske model, som vi er så stolte af, ikke længere eksisterede. Den dag, hvor man kørte et fag, en faggruppe og folkeskolen i smadder.

De skal ikke vinde

I de næste par år var jeg i dyb arbejdsmæssig krise. Skulle jeg sadle om? Når jeg sad og skulle forberede mig efter undervisningen med et hoved, der ikke kunne tænke mere, var jeg tæt på at sige op.

Men igen - så havde DE vundet.

Til sidst tog jeg en aktiv beslutning om, at nu ville jeg lægge det bag mig. Jeg ville være positiv og fokusere på alt det, jeg er vild med i lærerfaget.

Det gik sådan set fint nok. Men....Jeg var nødt til at betale konfliktlånet ud før tid, for jeg blev så frustreret hver måned, når det stod på betalingsoversigten og når Ziegler kom i Nyhederne brusede en buldrende vrede gennem mig.

Når Corydon var i Monopolet om lørdagen, var jeg nødt til at slukke. Hans stemme gør mig stadig skidt tilpas.

Da Holm og Boldter i deres nye krimi skrev om lærerstrejken, havde jeg lyst til at strege ordet ud og skrive lockout. Og jeg skal ikke nærstudere min lønseddel, i hvert fald ikke feltet med anciennitetsdato, der ikke længere siger 1. men 26. august.

Jeg ved godt, det er fjollet, men det sidder dybt i mig. Hvordan kunne de finde på det? Skam jer!

Der er gået ti år. Vi er et andet sted. Men jeg tror aldrig, jeg helt kan tilgive, at man trampede på vores professionelle læreridentitet for at finansiere en misforstået reform, der ikke gjorde skolen bedre, eleverne dygtigere og som fik lærere til at flygte i hobetal. Til gengæld vil jeg fryde mig over det sammenhold, den kreativitet, og den italesættelse af almen dannelse, folkeskoleidealer og lærerprofessionalitet, som lockouten medførte.

Der går gennem tiden en strømning, som ikke kan dø,
af arbejdets sang og af tankernes spirende frø.
Hvert et slægtled skal finde sin vilje sit håb og sin tro
finde vejen derhen hvor dets fremtid og lykke kan gro

Tekst: Gudmund Auring