Kvinder, køn og kristendomskundskab

I denne uge er det kvindernes internationale kampdag. I religionstimerne kan det for eksempel markeres ved at se biblen gennem kvindernes øjne

Offentliggjort Sidst opdateret

I 8. eller 9. klasse skulle jeg tilbage i 80'erne lave en større selvvalgt opgave. Jeg kastede mig med stor iver over rødstrømpebevægelsen. Hvordan og hvorfor var den opstået? Hvad havde den ført med sig? Jeg var, med en inderlighed kun teenagere kan mønstre, godt og grundigt indigneret på mit køns vegne.

Sidenhen blev mit syn på kvindesagen mere nuanceret, men følelsen af, vi ikke er i mål, er aldrig helt forsvundet.

I disse år møder jeg en lignende indignation hos de unge, når det gælder lgbt+ rettigheder. Det kommer gerne frem, når vi har forløb om nye ritualer, hvor der indgår kilder for og imod homoseksuelle ægteskaber. I samme forløb kommer vi ind på kvindelige præster, et emne, der også kan få diskussionen i gang.

Kvinder i de religiøse tekster

Når jeg ser på de religiøse tekster, jeg bruger, er der ikke mange kvinder repræsenteret. Teksterne handler ofte om mænd - deres forhold til Gud og deres handlinger. Det er ikke så underligt, for mændene er overrepræsenteret i de religiøse tekster. Men derfor kan jeg formentlig godt rette lidt op på tekstsammensætningen.

En måde at få set på kvinderne i religionerne kan være, at lade eleverne omskrive de bibelske fortællinger set fra kvindens synspunkt. Hvordan ser fortællingen om Jakob mon ud, hvis den ses gennem Lea eller Rakels øjne? Eller hvordan har Hagar det i forhold til Sarah og Abraham? Hvad ville Maria have skrevet i sin dagbog? 

Rækker tiden ikke til lange skriveøvelser, kan man være heldig, at andre har lavet noget godt materiale. Det har min lokale skoletjeneste.

Materialet: "Kom frit frem perspektiver på kvinder og kristendom" kommer både ind på de bibelske kvinder og den betydning kristendommen har haft på synet på kvinder i den vestlige kulturkreds. 

Folkeskolens religionsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janne Skovbjerg er Folkeskolens religionsrådgiver. Hendes opgaver er at dele sine refleksioner om faget, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: jann0350@skiveskoler.dk

Har man elever, der skal udfordres lidt mere, eller har man selv interessen, er artiklen: "Har Gud et køn" værd at læse.

Der kan være mange veje ind i emnet kvinder, køn og religion. En af dem kan være:

Hvordan er kvindesynet i verdens fem store religioner, hvor vi møder det historiske og nutidige syn.

Hvordan ser det ud med kvinderne i din undervisning? Kommenter gerne.

Rigtig god kampdag