Folkeskolens religionsrådgiver
Blog
Skolekom er død. Så hvad gør vi nu?
Hvor får man egentlig fat i en læringskonsulent? Hvor får man faglig inspiration. Og hvordan er det nu lige med de nye læseplaner og undervisningsvejledninger?
Jeg har brugt ubeskrivelig mange timer på kristendomskonferencen på skolekom. Jeg har søgt inspiration, svaret på kollegaers spørgsmål og ikke mindst stillet spørgsmål til fag- og læringskonsulenter, om hvorvidt dette eller hint var forstået rigtigt i forhold til læseplan eller prøvevejledning.
Skolekom er død
Som bekendt er Skolekom nu en sagablot. Men hvor får man så viden om, hvad der rører sig? Og hvordan får man svar på sine spørgsmål? En af måderne er at gå på emu.dk
Siden er blevet opdateret og indeholder fælles mål, læseplaner og undervisningsvejledninger. Herudover er der viden- og inspirationsmaterialer til de enkelte fag.
Emu respons
Et af de nye tiltag er emu respons. Her kan man stille spørgsmål til fagets konsulent. Spørgsmål, der vurderes at have relevans for flere, bliver offentliggjort sammen med svaret på siden.
Konferencer og møder
På forsiden er der kommet et punkt, der hedder konferencer og møder. Her kan man bl.a. se, hvad ministeriet byder ud af kurser. Dette er en fordel i forhold til tidligere, hvor man skulle grave sig langt ind i undersiderne på uvm.dk for at finde kurserne.
Interessant er det at se, at der udbydes regionale fagmøder fem gange her i foråret, hvor uvm, dlf, skolelederforeningen m.fl vil diskutere udvikling af undervisning i folkeskolens fag med afsæt i de nye undervisningsvejledninger og læseplaner. På to af møderne, i Aarhus og København, er kristendomskundskab på som fag.
Folkeskolen.dk, faglige foreninger og facebookgrupper
Emu er en ting. Den kan ikke erstatte vidensdelingen, der fandt sted på Skolekom. Jeg holder mig orienteret her på folkeskolen.dk og via de faglige foreningers blade og hjemmesider samt relevante facebookgrupper. Hvor holder du dig orienteret? Skriv gerne gode tips og tricks i kommentarfeltet