Den historiske julemand var en kristen biskop fra Myrra, der angiveligt kastede med guld til de fattige.

Den allerførste julemand: Lær dine elever om jule­traditioner

I mange lande er 6. december en skøn dag for børn, for her har den allerførste julemand måske været forbi om natten.

Offentliggjort

I Tyskland, Østrig og Belgien vågner mange børn op i spænding 6. december. Har Sankt Nikolaus mon været på besøg i løbet af natten?

Den 6. december er Sankt Nikolaus helgendag, og i mange lande den dag, man starter julens fejring.

Folkeskolens religionsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janne Skovbjerg er Folkeskolens religionsrådgiver. Hendes opgaver er at dele sine refleksioner om faget, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: jann0350@skiveskoler.dk

Sankt Nikolaus var en kristen biskop fra Myrra, der i sin samtid udførte et væld af barmhjertigheds- og heltegerninger. Det, der har givet størst grundlag for fortællingen om ham som den første julemand, er beretningen om, hvordan han frelste tre unge kvinder fra at blive solgt til prostitution, ved at kaste tre poser guld ind til de ludfattige forældre. 

Et lille forløb

Har man en time eller to på mellemtrinnet, der skal handle lidt om jul, kan man arbejde med Sankt Nikolaus og om de traditioner, der er i de lande, hvor de fejrer ham.

Man kan starte med at fortælle om, hvad helgener er. Måske kender børnene nogle i forvejen? Dernæst kan man gå videre til julemandens historie. Enten kan man fortælle eller også kan eleverne få til opgave at finde ud af noget om den historiske julemand.

En god kilde er "De 10 vigtigste ting at vide om den historiske julemand". Et alternativ kan være at se afsnittet af julekalenderen "Alletiders julemand" hvor Pyrus og co. rejser til Myra.

Anden time kan bruges til en lille illustreret opgave, hvor eleverne skal fortælle om juletraditioner i de lande, hvor man fejrer Sankt Nikolaus dag. Her er der inspiration at finde i bogen "Jul i andre lande" udgivet af Gyldendal.

De illustrerede element kan være en lille film, en tegning eller et lille skuespil.