Læs mere fra bloggen: Folkeskolens religionsrådgiver
Blog
Store læsedag - religion
Hvad skal vi læse på store læsedag i religion, hvis det både skal være fagligt og en god læseoplevelse?
Den 8. september blev udnævnt som International Literacy Day af UNESCO d. 17. november 1965. Dagen har til formål at fremhæve læsnings vigtighed over hele verden. I mange lande har man fokus på analfabetisme. I Danmark har vi fokus på læseglæde hele livet. Som skolebibliotekar er jeg begejstret for dagen. Det er et enormt vigtigt fokuspunkt. I bibliotekstimerne vil jeg stille bunker af forskellige bøger i forskellige genrer frem og lave booktalks. Jeg vil linke til boganmeldelser, lydbøger og meget andet. Men hvad gør jeg som religionslærer, hvis kravet er, at børnene kun skal bruge dagen på læsning?
Indskoling
I de yngste klasser vil det være oplagt med dialogisk læsning. Det vil øge deres faglige ordforråd og give plads til undrende spørgsmål. Tekster kunne være "Ved arken klokken otte" eller "Kamelen kom til sidst" af Jesper Wung-Sung.
Mellemtrin
På mellemtrinnet kunne Kim Fupz Aakesons Fupz´ke lignelser være oplagte til selvlæsning og sammenligning med deres forlæg. "Urhistorien" - tegneserie af Peter Madsen er et andet oplagt bud. Illustrationerne er fantastiske og giver sammen med teksten en god mulighed for undren og dialog, eller slet og ret at ligge sig godt tilbage i en sovepose og bare læse.
Udskoling
I udskolingen ville jeg kaste mig over Ida Jessens "Bibelen genfortalt". Her møder vi kernefortællinger fra Bibelen i romanform. Den er let og ligetil at læse og sproget og sammensætningen er fængende. En anden mulighed er Manga Messias og efterfølgeren Manga Metaforfose. Disse vil fange mange af de elever, for hvem læsning er noget, der helst skal overstås så hurtigt som muligt.
Selv vil jeg i dag kaste mig over "Alt det lys vi ikke ser" af Anthony Doerr, som længe har været på min læseliste.
Hvad skal du læse? Rigtig god læsedag