Læs mere fra Folkeskolens religionsrådgiver:
Når befrielsen kommer - et etisk dilemma
Vi diskuterer ofte etiske dilemmaer i religion. Her er en film, der viser, det nogle gange er svært at vide, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er ikke ofte, jeg insisterer på, at vi skal i "Skolen i biografen" i religion. Men jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg så, at "Når befrielsen kommer" er på programmet i år.
Filmen er en beretning om krigens sidste tid, hvor den tyske besættelsesmagt beordrer, at tyske flygtninge skal indkvarteres på Ryslinge Højskole.
I filmen møder vi de voldsomme, næsten umulige valg, de enkelte er nødt til at tage. Skal de hjælpe syge, kvinder og børn eller skal man lade dem sulte og dø for ikke at hjælpe den forhadte besættelsesmagt?
Der er mange måde at arbejde med filmen på i dansk, historie og religion. Se for eksempel faglig rådgiver i historie Lars Allan Haakonsons indlæg her.
Jeg skal se filmen med hhv 8. og 9. årgang.
9. klasse
På 9. årgang kommer filmen til at indgå i udtrækningsemnet "Leveregler", med underemnet: "Når Gud laver reglerne. Problemstilling: Skal man hævne eller tilgive.
Forløbet indledes med vi læser koranen 4.110 til 4.112 om Allahs tilgivelse og dernæst Gengældelsesloven (3.mos kap 24,20) og Matt 5 21-26 (Om vrede) og Matt 5 38-48 (og gengældelse og fjendekærlighed).
Eleverne skal i grupper tale om skriftstederne og deres betydning.
Herefter skal de lave en refleksionsøvelse over 1) om der er noget, der ikke kan tilgives? 2) Får man det bedre af at hævne sig?
De bliver sendt af sted og se filmen med følgende opgave:
Vi skal se filmen i biografen. Undervejs skal I se efter situationer, hvor temaet hævn eller tilgivelse er i spil. I skal se efter etiske dilemmaer og hvordan de enkelte vælger at løse dem.
Timen efter skal vi diskutere situationerne fra filmen og sætte dem i forhold til de skriftsteder, vi har læst.
8. klasse
I 8. er vi i gang med jødedom på tidspunktet, hvor filmen vises. Derfor er jeg nødt til at lave en lille afstikker i forløbet. Men vi starter ud med gengældelsesloven, Rosh Hashana og Jom Kippur. Hvad fortæller skriftstedet og teksterne om jødedommens forhold til hævn og tilgivelse? Herefter tager vi et spring til kristendommen. Eleverne får en kort introduktion til Bjergprædiken hvorefter vi læser og taler om de samme skriftsteder som ovenfor. Slutteligt læser vi luk 10.25-37 og taler om næstekærlighed. Eleverne får den samme opgave og efterbehandling som i 9. klasse.
Find yderligere ideer, citater og filmklip på filmcentralen