Blog

Professionel myndighed i klasselokalet

I aftalen om den nye læreruddannelse står, at de studerendes professionelle myndighed skal fremmes. Det kan betyde flere ting. Men hvad betyder det i klasselokalet?

Offentliggjort Sidst opdateret

”Læreruddannelsen skal fremme de studerendes professionelle myndighed, dømmekraft, nysgerrighed og kritiske sans". Sådan står der i aftaleteksten for den nye læreruddannelse. Min umiddelbare tanke var - ja selvfølgelig skal den det. Det er så selvfølgeligt, at jeg først undrede mig over, det overhovedet er nødvendigt at skrive ned.

Ved nærmere eftertanke kan jeg godt se, det er nødvendigt. Jeg har en gang imellem praktikanter inde at observere mine timer. Studerende, der overvejer om de skal have religion som undervisningsfag, og gerne vil se, hvordan det foregår i udskolingen. Når jeg efterfølgende giver dem mulighed for at stille spørgsmål, er det yderst sjældent, de spørger mig om noget fagfagligt. Det første spørgsmål er stort set altid: Hvordan får du dem til at være så stille/opføre sig ordentlig/sidde stille/skaber du ro.

De første gange var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg skulle svare. For hvad gør jeg egentlig?

Folkeskolens religionsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janne Skovbjerg er Folkeskolens religionsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: jann0350@skiveskoler.dk

Klasserumsledelse er i min optik en forudsætning for, at man kan komme igennem med det faglige. Lærerens ledelse må aldrig kunne drages i tvivl. Man rammesætter aktiviteterne og det spillerum, der er.

For mig handler det om tydelighed, modellering og om de aldrig må være i tvivl om, jeg kan lide dem.

Som faglærer i et lille fag er jeg ugens gæst. Det er en umulig opgave at have gode (personlige) relationer med samtlige 125-130 elever, jeg ser en gang om ugen. Jeg er nødt til at være meget tydelig for at brænde igennem.

I praksis foregår det ved, jeg altid kommer et minut eller to før timen starter. I det sekund det ringer ind, er jeg klar til undervisningen. Det sender det signal, at det her er vigtigt - der er ikke et minut at spilde. Ligeledes siger jeg til eleverne, de skal være klar med åbent forløb og notesark på computeren, når det ringer ind. Det gør også at eleverne træder ind i "mit" rum, jeg skal ikke til at erobre deres rum.

Der skal være fuldstændig ro, når elever eller jeg har ordet. Når der arbejdes i grupper er arbejdsstøj selvfølgelig i orden, men der må ikke være larm. Jeg slår øjeblikkeligt ned på hvisken og uro. Med et smil og bestemthed i stemmen. Jeg italesætter mine forventninger til dem. Komme til tiden, være forberedt, være åbne for stoffet.

Jeg sætter mig selv i spil. Det kan være en bemærkning om weekendens fodboldresultater, en koncert eller om den fantastisk fedende kage, jeg fik i weekenden. Noget vi bruger et minut på at grine af eller tale om. Det er ikke meget, men nok til, de ser et menneske og ikke en maskine deroppe.

Umiddelbart tror jeg, de fleste erfarne lærere gør noget lignende. Men er man en helt ung nyuddannet lærer, der ikke har været tambourmajor, spejderleder, håndboldtræner eller lignende, er man måske ikke bevidst om, at det signal man sender allerførste gang, man går ind i en klasse kan være altafgørende for, hvordan undervisningen kommer til at forløbe resten af året.

Derfor er det rigtig fint, at læreruddannelsen kommer til at " fremme de studerendes professionelle myndighed, dømmekraft, nysgerrighed og kritiske sans"

Hvordan udfolder du klasseledelse og hvilke gode råd vil du give nye kolleger?