Hvorfor skal vi bruge så meget tid på lærerstillede spørgsmål, når de ikke giver meget mening?

Prøven i kulturfagene er kompliceret. Den har adskillige elementer og er krævende for såvel elever som lærere.

Som bekendt skal eleverne vælge underemne, finde problemstilling, finder kilder og lave et produkt, der kan bruges til besvarelse af problemstillingen.

Det kan godt blive til rigtig mange elementer. Ikke mindst for læreren som skal godkende hver enkelt del og samtidig skal have øje for, at hver enkelt gruppes samlede materiale opfylder alle krav og giver mulighed for en god prøve.

Er kilderne af den rigtige længde, er indholdet fornuftigt og er det de rigtige kildetyper, der også er at finde i opgivelserne?

Hvis man har mange grupper i den enkelte klasse (I år har jeg mellem 10 og 16 grupper pr klasse i fire klasser) og alle vælger mellem tre og fem kilder, er det rigtig meget stof, der skal være styr på.

Alle klasser har krav på minimum seks timers vejledning. Som hovedregel plejer man at have afviklet tre til fire af timerne inden udtræk bliver offentliggjort. Efter udtræk sætter vi turbo på og eleverne skal aflevere til mig senest tre uger før prøven. Men hov – censor skal jo først have materialet to uger før?

Ja, men der er jo lige det med de lærerstillede spørgsmål.

De lærerstillede spørgsmål

De lærerstillede spørgsmål er uden sammenligning det, jeg har bruger mest tid på både som lærer og som censor.

Spørgsmålene skal være analyserende, fortolkende eller perspektiverende og sikre den faglige bredde og dybde. Lærerne bruger rigtig meget tid på at formulere dem, især hvis mange grupper har valgt emne og kilder, der ligner hinanden. Så skal man bruge ekstra tid på at sikre, at spørgsmålssættene bliver forskellige.

Til trods for mange intense arbejdstimer er min oplevelse af spørgsmålene, at vi utrolig tit render ind i, eleverne allerede har besvaret dem i deres eget oplæg.

Derved bliver snakken om de lærerstillede spørgsmål ofte en - nå, det har I jo allerede været inde på - snak, som i stedet bliver afløst af reelle relevante spørgsmål afledt af elevernes oplæg.

Det ekstemporale element

Argumentet for at have dem er formentlig det ekstemporale element. Men det er der jo allerede taget højde for i trækning af overemne.

Hvad så med dybde og bredde?

Det vil naturligt forekomme i den efterfølgende samtale, hvor man ikke kan undgå at komme rundt i pensum i den faglige snak. Hvis vi eliminerer de lærerstillede spørgsmål, begynder prøven at ligne prøveform b i dansk. Og her er der vel ingen, der vil påstå, man ikke kommer i bredden og dybden?

Et udtræksfag giver en meget stor arbejdsbyrde i slutningen af skoleåret. Hvorfor ikke fjerne noget af presset ved at eliminere den del af arbejdet, der ikke giver så meget mening?