"Det interessante ved at arbejde med protestsange er deres evne til at vække elevernes nysgerrighed", skriver Bjarne Czeloth.

Tyske protest­sange til undervis­ningen: De kan åbne verdener for eleverne 

Folkeskolens tyskrådgiver er dykket ned i de protestsange, du kan bruge i undervisningen.

Offentliggjort

Ret mig gerne, men jeg har sådan lidt på fornemmelsen, at politik på godt og ondt fylder lidt mere i Tyskland end i Danmark. Eller måske fylder det på en anden måde, end vi er vant til herhjemme.

Det kommer for eksempel til udtryk i deltagelsen i demonstrationer og i sange med politisk indhold. En af mine elever inspirerede mig til at skrive dette indlæg om udvalgte protestsange.

'Sag mir wo die Blumen sind'

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Bjarne Czeloth er Folkeskolens tyskrådgiver og Rikke Hjort Hvillum er franskrådgiver. Deres opgave er dele deres refleksioner om fagene, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte dem, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: Du kan skrive til Bjarne Czeloth på bjarneczeloth@gmail.com og Rikke Hjort Hvillum kan du komme i kontakt med på rihh@aarhus.dk.

Da vi i min 9. klasse arbejdede med emnet musik, valgte en af mine elever at beskæftige sig med protestsange. Hun gik i dybden med sangen '99 Luftballons', som vi havde arbejdet med i klassen, og fandt selv frem til Marlene Dietrichs fortolkning af 'Where have all the flowers gone' med titlen 'Sag mir wo die Blumen sind'. Originalen er skrevet af Pete Segers, som igen blev inspireret af en sovjetisk roman fra mellemkrigstiden, der foregår i Rusland og Ukraine. Sangen har på flere måder en skræmmende aktualitet.

Det er en meget enkel sang, der beskriver en cirkulær begivenhedskæde. Sproget er enkelt, og der er mange gentagelser. På den måde er den velegnet til arbejdet i de ældre klasser. Når det gå op for en, hvilken historie der bliver fortalt, får sangen en lidt dyster biklang, som man også kan tale med sin klasse om. Hvad sker der med pigerne? Hvad sker der med mændene? Svaret blæser i vinden.

Hør sangen her.

'99 Luftballons'

Efter rigtig mange års pause, der ikke kun skyldes sangeren Nenas udtalelser i forbindelse med corona, præsenterede jeg igen sangen for en af mine klasser. Det gik egentlig fint. 

Der er en god og fængende energi i musikken. Sangen er godt og effektivt skruet sammen, og elementer af den har på forskellig vis sat sig fast i mine elevers hoveder. Vi var nødt til at snakke om, hvordan det kunne være, at krigen begyndte på grund af 99 luftballoner. 

Jeg kunne bidrage med noget, jeg kunne huske fra min ungdom i 80’erne, hvor det var noget med, at man forvekslede en flok fugle med et angreb fra fjenden. Jeg har googlet det, og åbenbart var vi i 1983 vitterligt meget tæt på en atomkrig. Sangen blev udgivet i 83, men inspirationen til den fik bandet angiveligt fra en koncert med Rolling Stones i Berlin, hvor en mængde luftballoner blev sluppet løs, og fra en artikel fra 1973, som beskrev, hvordan en flok teenagere vil snyde det amerikanske luftvåben med 99 luftballoner.

Hør sangen her.

'Für immer Frühling'

Mens de to ovennævnte sange efterhånden har en del år på bagen, er 'Für immer Frühling' af Soffie noget nyere. Sangen udkom sidste år og er skrevet af den 24-årige musiker fra Stuttgart. 

Soffie opnåede hurtigt popularitet, da hun uploadede et lille stykke af sangen til Tiktok. På en måde får Soffie mig til at tænke på ældre tyske sangere, som Herbert Grönemeyer, Udo Lindenberg og Konstantin Wecker. Men hun har unægteligt et noget mere ungdommeligt udtryk. Succes har hun også. På Spotify er 'Für immer Frühling' blevet afspillet flere end 55 millioner gange.

Hør den her.

'Hallo Welt'

I den lidt mere energifyldte afdeling har vi 'Hallo Welt' af KAFVKA. Sangen er fra 2018, men allerede dengang synger de om Trump, Twitter og fake news. 

Bandet blev grundlagt i 2013 og stammer fra Berlin. Deres sange har et stærkt politisk indhold, og ikke kun deres musik, men også deres sprog er meget kraftfuldt. Blandt andet kan man finde sange som 'Fick die Welt', 'Fick dein Volk' og 'Wut'.

Hør 'Hello Welt' her.

Protestsange åbner en anden verden

Det interessante ved at arbejde med protestsange er deres evne til at vække elevernes nysgerrighed. Sangene giver mulighed for at eleverne møder en anden verden på en anderledes måde end gennem nyheder og informerende undervisning. 

Musikken og teksterne appellerer til elevernes sprogforståelse på en anden måde, end når vi arbejder eksplicit med sprog eller indhold. Der er mere i det, end “Ich bin Schnappi, das kleine Krokodil”. Her husker eleverne også ord og vendinger. Men i samtalerne om protestsangene fornemmer jeg en nysgerrighed på verden, og hvordan den er skruet sammen.

Begynder man først at dykke ned i tyske sange med politisk indhold, kan man blive ved. Der er virkelig meget. Man kan finde ældre sange, som de to førstnævnte, men der er også en del nyere sange.

Når man bruger sangene i undervisningen, bør man som sædvanligt nok lige lytte dem igennem før brug. Jeg tænker, at de fire sange, jeg nævner ovenfor, kan bruges i de fleste klasser. Til gengæld findes der helt sikkert også sange, som sprogligt eller indholdsmæssigt er for svære.

Skriv gerne, hvis du selv kender nogle gode tyske protestsange, og gå gerne på opdagelse i nedenstående links.