Folkeskolens tysk- og franskrådgiver
Blog
Et boost bag skærmen
Jeg lærte det hurtigt - det der med Meet, Hangout, ZOOM, Skype og hvad der ellers findes af online mødesteder - og jeg opdagede også noget ret godt i alt det nye.
Sig noget!
I sprogundervisningen er det ofte en kamp at få eleverne til at sige noget. De er usikre, generte eller føler sig udstillet og kigget på i klassen. På trods af alle mine forsikringer om, at man gerne må fejle og at det at kaste sig ud i sproget er vejen til at lære det, er eleverne alligevel tilbageholdende. Men så startede online-undervisningen og så skete der ligesom noget.
Mere mod
Eleverne skulle svare på nogle spørgsmål på tysk og fortælle om et emne som vi havde haft tidligere. De havde forberedt sig og svarede lystigt på opgaven uden jeg skulle trække ordene ud af dem. Det var skønt at opleve, at de godt turde, var modige og jeg er helt sikker på, at mange af dem føler sig mere trygge ved at sidde ved deres egen skærm i deres eget værelse og ikke blive kigget på, når de skal sige noget på et sprog, som de ikke er så sikre i. Det var som om selvtilliden fik et boost der bag skærmen. På den måde blev jeg positivt overrasket over en mundtlig online-undervisning, som jeg ellers var usikker på kunne fungere godt i fremmedsprogsundervisningen.
Jeg har også fået mere skriftligt fra eleverne end jeg plejer. Det er så spørgsmålet, hvorfor det er sådan. Det er jo ikke så meget anderledes end ellers. Måske er motivationen steget i takt med den føromtalte mundtlige selvtillid?
Andre metoder
Derudover har jeg modtaget massevis af tyske, både talte og skrevne, snapchats - og det er især de elever, der har sværest ved fremmedsprog i det daglige, der blomstrer på “snappen”.
Online-sprogundervisningen har været god og en øjenåbner for metoder, jeg godt kunne finde på at benytte mig af fremover, bare i noget mindre skala. For fællesskabet, dynamikken, eleverne, øjenkontakten og de sjove afstikkere i klassen savner jeg. Og det gør eleverne også.