Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Blog

Kulturnat

Man finder sprog de utroligste steder i dette land. Og kigger/lytter man godt efter, kan man også få en anderledes og overraskende skøn oplevelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Enhver (stor)by med respekt for sig selv har en kulturnat, hvor gratis oplevelser for alle aldre kan nydes i kirker, på museer og i kulturhuse. Men det er ikke kun mega-begivenheder som Kulturnatten København, Kulturnacht Berlin eller Nuit Blanche i Paris man nødvendigvis behøver at gå efter for at få en god oplevelse. Mindre kan også gøre det.

I en provinsby opdagede jeg et program for en kulturnat her i juni måned. Her var gratis adgang til seværdigheder og museer, koncerter for børn og voksne indendørs og udendørs, omvisninger og byvandring, jam, croquis og keramik og ikke mindst det, som jeg faldt over, nemlig “2 sjove godnathistorier” af og med en herboende tysk forfatter og poet, Andreas Greve.

I en lille, intim biografsal fortalte forfatteren 2 finurlige og skægge godnathistorier mens illustrationerne fra bøgerne blev vist på lærredet. Der blev læst højt på tysk og derefter på dansk - så alle kunne være med.

Publikum var mestendels, og ikke overraskende, 50+ men der var også børn tilstede. Børnene var vistnok forfatterens naboer, men det gjorde ingenting, for alle var med og selvom den Halfdan Rasmussen-agtige tyske poet laver lidt, for danskere, svære sætninger og ordsammenstillinger, lykkedes det alligevel at mærke sprogets lyd, rytme og historiernes underfundighed.

Forfatteren fortalte lidt om sig selv og lidt om de oversættelser af hans bøger som vi lyttede til. Vi, publikum, blev spurgt om vores “forhold” til det tyske sprog og skulle være med til at afgøre, hvilken oversættelse, der var den bedste og så gik snakken om sprog, bøger og fordomme i almindelighed og tysk i særdeleshed.

Det var en skøn sprog-oplevelse uden for skolen, udenfor lærerverdenen i en lille by, hvor helt almindelige mennesker interesserer sig for sprog. Kig efter en kulturnat i en by nær dig. Måske finder du også en overraskende oplevelse. God sommer.

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Erika Wünsche er Folkeskolens tysk- og franskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: erikawunsche64@gmail.com