Folkeskolens tysk- og franskrådgiver
Blog
Det, der står tilbage
Eller overskriften kunne være; nøøøøj, hvor blev jeg glad. Ikke fordi jeg går rundt og er trist eller modløs. Faktisk er jeg glad det meste af tiden, men nogen gange kommer tvivlen og jeg spørger mig selv om det jeg gør er godt nok, spændende nok, inspirerende og motiverende nok.
Offentliggjort
Sidst opdateret
I går mødte jeg en “gammel” elev. En, der arbejder i et lokalt supermarked og som jeg ikke har set siden hun forlod folkeskolen for få år siden. Vi hilste og småsnakkede om dette og hint. Pludselig siger hun; “jeg savner folkeskolen, min gamle klasse og dine timer - også selvom vi skulle arbejde og tænke selv. Hver gang jeg kører forbi skolen tænker jeg, at jeg havde en god tid der. Det var sjovt og inspirerende, især sprogene, og jeg fik mod på at komme på gymnasiet.” Først blev jeg lidt paf, så overrasket og derefter rigtig glad. Jeg sagde, at jeg var helt vildt glad for den melding og spurgte til gymnasiet og fagene der. “Jeg har fransk som hovedfag og det er det bedste. Min lærer er fantastisk og jeg har altid ønsket mig at lære fransk.” Jeg vidste godt at hun gerne ville lære fransk og selvom der ikke var, eller er, fransk at vælge på folkeskolen vidste hun alligevel, at det var det sprog hun skulle have på gymnasiet.
Jeg havde klassen i tysk og “legede” tit med tysk/fransk/engelsk - lavede sammenligninger og viste forskelle på adskillige måder og det blev husket. Uden rigtig at vide det, blev min “gamle” elev inspireret og motiveret og fik lyst til at fortsætte. Og nu har hun fortalt mig, at jeg var medvirkende årsag til det. Nøøøøj, hvor blev jeg glad. Et skønt skulderklap fra dem, man helst vil høre fra; eleverne. Har noget fænget, været inspirerende og givet lyst til at lære mere så er man nået rigtig langt. Og det skal helst være det, eleverne kan bruge til noget og har mod på, der står tilbage når de forlader folkeskolen. I det her tilfælde var det sprog. Vidunderligt.
