Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Blog

Husker du?

Maribo, c’est où? C’est au sud du Danemark. Frau Süß und Herr Sauer. Erikas dicker Hund. Appellation contrôlée.

Publiceret Senest opdateret

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Erika Wünsche er Folkeskolens tysk- og franskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: erikawunsche64@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I kølvandet på den, på det seneste, meget omtalte artikel om tysks berettigelse i skolen, de mange artikler i forskellige dagblade om samme og efter at have lyttet til og set radio-og tv-programmer, hvor både eksperter, professorer, lærere, taxachauffører, skuespillere, politikere, pensionister og croquis-modeller udtaler sig om både for og imod føromtalte berettigelse, kom jeg til at tænke på, hvad jeg husker fra min egen sprogundervisning - altså da jeg selv gik i skole og i gymnasiet i 70’erne og 80’erne. Syntes jeg at sprog var vigtigt? Interessant? Kunne jeg lide det? Var jeg god til det? Syntes jeg, at sprog kunne bruges til noget?

Jeg tror, jeg vover at svare ja. Men jeg ved ikke rigtig, hvorfor. 

Fransklærerne

Jo, det var især det, at mine lærere var inspirerende og engagerede. Deres undervisning ville nok i dag virke gammeldags og kedelig - og dog. Jeg havde en meget moderne fransklærer i folkeskolen, der spillede franske sætninger (nu; chunks) for os - måbende - elever. Hr. Jensby slæbte glad rundt på sin spolebåndoptager med tilhørende bånd og spillede franske sætninger som vi skulle gentage - og gentage. F.eks. Maribo, c’est où? C’est au sud du Danemark. Lytte og gentage. Derefter skulle vi stille hinanden spørgsmål og svare (nu; quiz og byt?). Hr. Jensby var meget begejstret og vidste utrolig meget om Frankrig og franskmænd og han var forstående når vi glemte at y skulle udtales som i, bare ikke i Lyon. I gymnasiet fik jeg endnu en begejstret fransklærer, Aksel (nu måtte man gerne kalde de yngre lærere ved fornavn), der vidste alt om fransk vin og bl.a. lærte os om appellation controlée, at en stilfuld og elegant skrift på etiketten betød at vinen var fra Bordeaux eller Bourgogne og at de mere gammeldags udseende etiketter på flasken var fra Alsace. Kultur og sprog. 

Tysklærerne

Mine tysklærere brændte igennem. De forlangte korrektion uden at være urimelige og de vidste rigtig meget om tysktalende lande og fortalte gerne. Socialrealisme lærte vi også om i tysktimen - “Angst essen Seele auf” og Günter Wallraff, der gik under cover og afslørede mørke sider af det tyske samfund. Jeg havde nemt ved tysk, men husker alligevel de utrolig mange gentagelser, ordbogsopslag, analyser, oplæsninger og oversættelser. I folkeskolen læste vi i en bog om Frau Süß und Herr Sauer, der selvfølgelig talte og handlede i overensstemmelse med deres navne. “Erikas dicker Hund” var pinlig for mig og tysklærerinden, Fru Thordal, kaldte mig altid “Lyngblomst Ønsker” (tysklærer - humor anno 1977).

Jeg bilder mig ind, at jeg husker det meste fra min sprogundervisning. Det var sprog og dannelse og jeg ville nødigt være den foruden.

Powered by Labrador CMS