Bienvenue 2024

FremMedSprog, Forandring og Forankring - Bienvenue 2024

Så blev det nytår! Som altid en anledning til at få sat skub i en masse nytårsfortsæt, hvor vi med årets første energi kan kaste os ud i nye tiltag og arbejde for forandring og forankring.

Offentliggjort Sidst opdateret

Traditionen tro vil jeg byde l'année 2024 velkommen i franskundervisningen sammen med mine ældste elever med et par vigtige klip fra Macrons nytårstale. Med mine yngre elever vil jeg sætte et endeligt punktum for julefesten med en indføring i den hyggelige tradition med kongekagen La Galette des Rois.

I min blog fra sidste år ved denne tid gav jeg en intro til, hvordan der kan arbejdes både med præsidentens nytårstale Vœux aux Français og den traditionsrige kage.

Du kan genlæse bloggen her og lade dig inspirere til din opstart efter nytår:

https://blog.folkeskolen.dk/blog-folkeskolens-tysk-og-franskradgiver-fransk/en-nytarstale-og-en-kongekage/4692229

Præsident Macrons tale fra i går aftes er at finde på Palais de L’Elysées officielle side:https://www.elysee.fr/emmanuel-macron/2023/12/31/voeux-aux-francais-pour-2024

Paris2024 - en gave til undervisningen

I skrivende stund er der 207 dage til det nye års store begivenhed Les Jeux Olympiques Paris 2024, hvilket også nævnes i talen af Macron;

2024, sera aussi une année de fierté française, sportive, puisque les Jeux Olympiques et Paralympiques seront, chez nous, en France, et ainsi comme chez eux, en métropole comme dans nos outre-mer.

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Bjarne Czeloth er Folkeskolens tyskrådgiver og Rikke Hjort Hvillum er franskrådgiver. Deres opgave er både at dele deres refleksioner i indlæg, at deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i fagene – så du er meget velkommen til at kontakte dem, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: Du kan skrive til Bjarne Czeloth på bjarneczeloth@gmail.com og Rikke Hjort Hvillum kan du komme i kontakt med på rihh@aarhus.dk.

Begivenheden kommer uden tvivl til at dominere den franske dagsorden i den kommende tid. Som franskunderviser er det naturligvis en gave til vores undervisning, at der udspiller sig så stor en verdensbegivenhed i en fransk kontekst - en gave vi slet ikke kan undgå at åbne sammen med vores elever. 

Det er altid noget af det største og bedste i undervisningen, når vi kan introducere vores elever til autentiske og aktuelle begivenheder, da det gør sproget levende og vedkommende. De Olympiske lege i Paris til sommer er en oplagt mulighed for at lade sprog i undervisningen mødes med sprog i verden - og med et enkelt klik ind på den officielle side kan man i klassen i løbet af foråret holde øje med begivenhedernes gang:

https://www.paris2024.org/fr/

Julen kommer med gaver og nytåret med fortsæt

En god gave inden jul var NCFF’s årlige konference, hvor omdrejningspunktet var projektet "Fremmedsprog, Forandring og Forankring”. På konferencen blev vi som deltagere klogere på, hvad projektet har udviklet, afprøvet og gennemført af tiltag i forhold til, hvordan fremmedsprogsfagene kan styrkes lokalt på skoler og i kommuner gennem:

- strategisk arbejde med fremmedsprog

- fremmedsprogsdidaktisk opkvalificering af fremmedsprogslærere

- sprogfagsvejlederuddannelsen og -funktionen

- fællessproglige læringsfælleskaber for lærerne på skolerne

- netværk for sprogfagsvejledere faciliteret af en kommunal sprogfagskoordinator

Vigtige erfaringer og anbefalinger fra projektet blev drøftet på konferencen på tværs af skoler, kommuner og uddannelsesniveauer. Projektet er gennemført på mere end 20 grundskoler i fem kommuner og lad os arbejde for, at der i det nye år er langt flere skoleforvaltninger rundt omkring i kommunerne, der vågner op og viser, at de har visioner for fremtidens sprogundervisning og derfor slet ikke kan lade være med at sætte gang i vigtige nytårsfortsæt om Fremmedsprog, Forandring og Forankring og tage de første sprog-spadestik.

På helt lokalt plan kan vi som sprogundervisere tage årets første sprog-spadestik på vores egen skole ved at invitere ledelse og sprogkolleger til en visning af animationsfilmen 

En vej til bedre fremmedsprogsundervisning: https://www.youtube.com/watch?v=BS4k7ieES3w

Forhåbentlig kan det føre til et første fokus på og en samtale om, hvordan vi gør lokalt med fremmedsprogene på vores skoler og hvad vi vil arbejde for at forandre - og på sigt forankre.

Vil man et sprog-spadestik dybere findes anvisninger, inspiration og redskaber på; https://ncff.dk/fff/bedre-fremmedsprogsundervisning 

FremMedSprog, forandring og forankring - bienvenue 2024!