Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Blog

Tidlig (eller meget tidlig?) sprogstart

En ekstra lektion i tysk og fransk i 5. klasse fra skoleåret 20/21 kan kun glæde en sproglærer. Men hvad med at tage en tørn endnu tidligere i skoleforløbet?

Offentliggjort Sidst opdateret

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Erika Wünsche er Folkeskolens tysk- og franskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: erikawunsche64@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har ikke kunnet finde undersøgelser der viser, om tidligere start på fremmedsprogene giver bedre sprogkompetencer og/eller bedre karakterer for eleverne, når de afslutter 9. klasse. Men godt er det, at politikerne viser vilje til og interesse for at løfte fremmedsprogene og give mulighed for at styrke tysk og fransk, selvom vi desværre stadig mangler en lektion i udskolingen.

Efter flere års manglende interesse for andet end engelsk, både i folkeskolen, på gymnasiet og hos politikerne, er det nu også muligt at søge midler via Nationalt Center for Fremmedsprog til projekter, der vedrører sprog på alle niveauer i uddannelsessystemet. http://ncff.dk/projekter/ncff-kan-stoette-dit-projekt/   Og det skal selvfølgelig prøves!

Jeg har i en tidligere blog omtalt et rigtig godt samarbejde med det lokale gymnasium vedrørende - især - tysk men også fransk og spansk.https://www.folkeskolen.dk/640776/sprog-bro Det er et samarbejde som jeg forventer vil fortsætte og jeg kunne endda tænke mig at udvide samarbejdet, så det ikke kun er 8. og 9. klasse, der får glæde af og forhåbentlig får lyst til senere at vælge et eller flere af alle de dejlige sprog, men også mellemtrinnet og måske endda indskolingen! 

Eleverne i indskolingen og på mellemtrinnet har ofte en umiddelbar begejstring for sprog, så hvorfor ikke prøve at introducere fransk og tysk her - som kulturfag/sprogfag i en valgblok eller sammen med de "almindelige" fag? Eller måske endda prøve at tilbyde tysk eller fransk før engelsk? Kunne man forestille sig, at en ekstraordinær tidlig sprogstart kunne "vande" elevernes sproginteresse - eller ihvertfald nogle elevers? En sådan undervisning skal selvfølgelig tilpasses alder og der findes god inspiration at hente bl.a. her; https://tidligeresprogstart.ku.dk/ 

Heldigvis har jeg fantastiske sprogkolleger i gymnasiet, der har gode idéer og gerne vil "lege" med mig i et projekt, der hedder "Meget Tidlig Sprogstart", som forhåbentlig bliver muligt at sætte i søen når både tid, penge og muligheden er på plads. Der er masser af andre muligheder for at søge om midler til f.eks. nye didaktiske tilgange og brobygningssamarbejder.

Sprog skal både være sjovt og let og en benhård kompetence.