Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Blog

Hvad der kom ud af et puslespil.

Puslespil har måske et lidt støvet ry. Men et motiv sprængt i tusindvis af stykker kan give både ro, koncentration og anledning til en masse nysgerrighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Erika Wünsche er Folkeskolens tysk- og franskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: erikawunsche64@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter mine elever og jeg blev enige om (ved demokratisk samtale, argumenteren og afstemning) at lægge mobiltelefonen væk i skoletiden og kun tage den frem, når det er absolut nødvendigt, skulle der være andet at tage sig til i pauserne. Der er selvfølgelig den helt åbenlyse "være sammen og tale sammen" - model. Men hvorfor ikke kaste lidt god, gammeldags beskæftigelse ind i det?

Jeg gik på jagt i flere genbrugsbutikker og fandt billige, brugte puslespil. Sådan nogen med tusindvis af brikker og fantastiske motiver. Motiverne jeg fandt var sjovt nok tyske og tyroleragtige. Sådan noget med små tyske byer med bindingsværkhuse og et bjerg i baggrunden. Eller et motiv fra de østrigske alper med massevis af sne, blomster, bjerge og træer.

Eleverne gik på med krum hals i hver pause og brikkerne blev samlet til et smukt hele, som vi klistrede på karton og hængte op på væggen som et flot billede.

Det, der så skete var, at vi begyndte at nærstudere billederne og blev nysgerrige på at finde ud af, hvor billederne stammede fra. Vi fandt et navn på nogle skibe i et havnemotiv; "Greetsiel". Hvor ligger Greetsiel og hvad er der mon ellers der? Det fandt vi hurtigt ud af via Google, og et sted i Tyskland som vi aldrig havde hørt om før, åbnede sig for os. Der er smukt, en fin havn og små typiske tyske "Gasthäuser". Et andet motiv, en gade med biler, huse, mennesker og bjerge i baggrunden, var lidt sværere at lokalisere men vi fandt tilsidst et navn på en "Gasthof" og fandt frem til byen Sulz am Neckar, en lille by i Sydtyskland tæt på Frankrig og Schweiz. Vi kunne også se bliernes nummerplader og undersøge, hvor de kom fra. Bilerne var iøvrigt fra midt 70'erne, så det var samtidig et lille tysk tidsbillede.

Vi har også puslet Hallstatt sammen og set på og undersøgt denne landsby i Oberösterreich. Det blev Landeskunde udenom de sædvanlige, kendte store byer og steder.

Tænk, at de gode gamle puslespil fik så meget liv og bragte snak, sjov, Landeskunde-læring og godt pause-samarbejde til 8. klasse, helt af sig selv og drevet af nysgerrighed og leg.

Lige nu er vi i gang med hunde-puslespil - Schäfer og Rottweiler. Så bliver vi nok klogere på de tyske hunderacer! Og jo, jeg leder også efter franske motiver. For eleverne vil lægge flere puslespil.