Folkeskolens tysk- og franskrådgiver
Blog
Forstyr ikke
I denne tid er der rigtig meget idérig og kreativ onlineundervisning derude - og det er fantastisk.
Puls og hjerteslag
Dog savner jeg rigtig meget de mange små ting, der er så vigtige og som jeg oplever og ser hver dag i den daglige undervisning og som er svære at fornemme bag skærmen. Det er kropssproget, øjenkontakten, elevernes og mit samspil, følelserne og hånden på skulderen, der signalerer “det skal nok gå” eller “godt arbejde”. Eleverne klarer onlineundervisningen godt. De er tålmodige - for det meste - men spørger tit til min fornemmelse af, hvordan det mon skal ende med sidste skoledag, dimission, karamelkast og karakterer. De skal jo videre i uddannelsessystemet. Som så mange andre bliver jeg dem svar skyldig og håber det snart får en ende. For selvom onlineundervisning kan noget, så kan det bestemt ikke alt. Der er mere puls og hjerteslag i at være sammen fysisk. En elev forsikrede mig om, at snapchat og tik-tok er fint nok, men fysisk fællesskab er meget bedre.
Lyspunkt
Et lille lyspunkt, en gevinst har jeg dog fået øje på her midt i den digitale undervisning - jeg driver rent faktisk undervisning hele tiden. Jo, det gjorde jeg også før coronaen og vil også gøre det efter. Lige nu bliver jeg bare ikke forstyrret af mere eller mindre velmenende projekter, tiltag og undersøgelser, der jævnligt kommer dumpende fra ledere, kommunen, konsulenter og andre, der har interesse i at blande sig i læring eller mener, de har set lyset i dannelsen uden lige at spørge først, om det mon er hensigtsmæssigt eller passer lige netop der. Lige for tiden kan eleverne og jeg let styre udenom trivselsundersøgelser, professionel kapital, forskellige “rygsække” (erhvervs og kulturelle), verdensmål, STEM, Hop-In, MiLife, høstuge, fokuspunkter, fælles værdier…….fortsæt selv. Ikke at alt dette nødvendigvis er dårligt - undervisningen bliver bare mere kontinuerlig, mere intens og der er tid til eleven og fordybelsen uden afbrydelserne. Tænk, hvis vi kunne lære noget efter coronaen.
"Den bedste chef er den, der har fornuft nok til at vælge gode medarbejdere til at gøre arbejdet, og selvbeherskelse nok til at lade være med at forstyrre dem, mens de gør det." T. Roosevelt