Foto: Rikke Hjort Hvillum

Temadag på det lokale gymnasium: Det er et festligt indslag i fransk­undervisningen

Et lille indblik i et givtigt samarbejde på tværs med kolleger og franskhold på ungdomsuddannelserne.

Offentliggjort

Et årligt tilbagevendende festligt indslag i min undervisningsplan er en stor fælles fransk-event-eftermiddag på det lokale gymnasium i Risskov, hvor mine ældste franskelever fra 8./9. klasse deltager. I en af årets første måneder løber begivenheden af stablen, og vi mødes med franskeleverne fra gymnasiet, der har inviteret os og de andre omkringliggende kontaktskoler med franskhold til at deltage. I tiden op til har vi forberedt os lidt på det valgte tema for dagens event. Det kan for eksempel være ved at øve udvalgte ord og vendinger, læse lidt baggrundsstof, øve sange eller lignende.

Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet, hvordan sådan et arrangement kan tage sig ud.

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Bjarne Czeloth er Folkeskolens tyskrådgiver og Rikke Hjort Hvillum er franskrådgiver. Deres opgave er dele deres refleksioner om fagene, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte dem, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: Du kan skrive til Bjarne Czeloth på bjarneczeloth@gmail.com og Rikke Hjort Hvillum kan du komme i kontakt med på rihh@aarhus.dk.

I dag var vi afsted igen og denne gang var vi samlet om årets tema: La France d’outre-mer. 

Sammen med franskhold fra de omkringliggende kontaktskoler og franskeleverne fra gymnasiet brugte vi eftermiddagen på at udforske Frankrigs oversøiske områder. Temaet for arrangementet skifter fra år til år - sidste års indhold stod naturligvis i Paris2024’s tegn, tidligere har det været “La francophonie” og i år var det en rejse til de oversøiske departementer. 

Denne gang var der ikke tid til en masse forberedelse hjemmefra, da den har stået i terminsprøvernes tegn på grundskolerne, men en quizlet med vigtigt ordforråd og vendinger var afsættet for eftermiddagen.

Programmet begynder altid med en fælles velkomst, hvor grundskoleeleverne og gymnasieeleverne samles i den store festsal, som er pyntet op til dagens tema. Denne gang var det med billeder, flag og kort fra de udvalgte områder, så Mayotte, Guadeloupe, Reunion blev lidt mere virkeligt.

En tur med rejsebureau

Programmet introduceres fra scenen og eleverne skal herefter mødes i deres grupper. Vi har på forhånd lavet blandede grupper på tværs af kontaktskoler og gymnasiet, så man møder en masse nye ansigter, der skal siges bonjour til. Det er altid fornøjeligt at møde andre franskelever - rigtig mange kender også hinanden fra tidligere og på kryds og tværs mellem skolerne, så der er en virkelig hyggelig stemning.

Så går programmet i gang og aktiviteterne bestod denne gang af planlægning af en rejse i et rejsebureau. I grupperne fik de tildelt et af de oversøiske områder og blev udstyret med forskellige opgaver, der skulle munde ud i en fælles planche med oplysninger om rejsens pris, en god bar, en god restaurant, spændende seværdigheder, vejrudsigten med mere. Det fungerer så fint med blandede grupper af elever fra alle niveauer, der samtaler og udveksler ord og vendinger for at komme i mål med et slutprodukt.

Tilbage på scenen igen var der en lille film fremvisning med fakta om “Les DOM-TOM”, hvor der efterfølgende var festlige quizzer, hvor der blev dystet i viden fra filmen - naturligvis suppleret med lækker fransk baggrundsmusik og gode præmier.

Undervejs er der altid en vigtig pause: “La pause crêpes”. Her hygger grupperne, og der snakkes på kryds og tværs. Nogle får lejlighed til lige at stille et par spørgsmål til gymnasieleverne - og måske lige tjekke lokaliteterne ud. Det kunne jo være, at man fik øje for, at en plads på gymnasiets linje med fortsætterfransk kunne være vejen efter grundskolen.

Når dagen rundes af, oser det af fransk magi i luften. Udover det faglige indhold er det altid en helt særlig oplevelse at være så mange fransktalende unge samlet på tværs af uddannelsessystemet. Fornemmelsen af at det franske sprog lever og ånder i både grundskolen og videre i gymnasiet - og at vi netop kan en helt masse sammen og på tværs - både mellem elever og os som undervisere. Formidable!

Hvad kræver det?

En kontakt til de omkringliggende distriktsskoler, der tilbyder fransk og en kontakt til det lokale gymnasium, deres fransklærere og deres/vores ledelser. Det er vigtigt at have sin ledelse med i etableringen af netværket - der skal afsættes timer til at mødes - ikke kun til event-dagen, men også til et årligt netværksmøde. På det møde udveksler vi med hinanden om livet som fransklærer på de forskellige skoler, giver gode ideer, henter inspiration og så videre. Sidst, men ikke mindst, sætter vi en dato for årets event og finder et tema. 

Det giver så meget mening at arbejde med det franske fællesskab på tværs. Efter oplevelsen til dagens event, kan jeg notere mig, at vores franskelever bare har en fest, der måske kan være med til at åbne øjnene for, at fransk kan være sproget, man vælger på sigt - og at vi dermed bidrager til, at den vigtige fødekæde holdes i gang.