Læs mere fra Folkeskolens tysk- og franskrådgiver:
Félicitations!
Tillykke til franskfaget i folkeskolen - et nyt hold af studerende er nu færdiguddannede fransklærere
“Petites Profs”, en lille flok franskstuderende på VIA, Læreruddannelsen i Aarhus, berettede tilbage i efteråret i dette indlæg om deres studieophold i Nice.
I indlægget fortæller de om deres rejse og hvad den førte med sig af entusiasme og motivation for det fremtidige arbejde som fransklærer.
Nu er det sommer og rejsen som lærerstuderende i fransk er ved vejs ende. “Petites profs” (som de kalder sig på deres insta-profil) er nu færdiguddannede og en ny rejse kan begynde. De beretter her om, hvad de kommer med, og hvad de glæder sig til på den nye rejse som fransklærer i folkeskolen:
Sidst vi skrev på Folkeskolen.dk, var vi netop hjemvendt fra en studietur til Nice, og ih hvor var der overvægt i kufferterne! Både ost, vin og en masse sproglig viden tog vi med os hjem fra det franske. Hvad vi ikke vidste var, at rejsen slet ikke var ovre. Nu, hvor vi er færdiguddannede fransklærere, ser vi tydeligt, at rejsen kun lige er begyndt. Kufferterne har rigeligt med plads endnu.
Siden studieopholdet i Nice har den stået på sprogtilegnelsesteori og ekstra sproglige kompetencer. På vores sidste semester med fransk har der været knald på. Her har vi været særligt interesserede i AI, interkulturel kommunikativ kompetence og naturligvis den funktionelle grammatik, - og kender man "Petites profs" ret, så har der ikke været stillesiddende undervisning hele vejen igennem. Vi har selvfølgelig været på tur udenfor sproglokalet. Den har blandt andet stået på deltagelse i VIAs bæredygtighedsfestival, hvor vi reklamerede for alle de gode ting et sprogfag kan i forhold til FNs Verdensmål koblet til funktionel grammatik og det dynamiske kultursyn. Derudover har vi været på en smuttur til København med besøg hos Institut Francais, Prins Henriks Skole, Gyldendal og CFU på Campus Carlsberg. På denne tur blev vi bl.a. opmærksomme på, hvilke læremidler vi har mulighed for at bruge i vores fransklærer virke samt hvor vi måske en dag kan bidrage ;-)
Nu står vi med eksamensbeviset i hænderne, billetten ud til den virkelige verden, hvor rejsen fortsætter.
Det vi glæder os til på den fortsatte rejse, er mødet med eleverne. Den entusiasme, motivation og passion, som vi har fået gennem arbejdet med det franske, ønsker vi at smitte eleverne med, således at de også vil opleve, at verden åbner sig gennem sprog.
Vi brænder for at vise eleverne den tilfredsstillelse, der er ved at knække koden til kommunikation med andre på et fremmedsprog, som vi netop selv har oplevet det utallige gange gennem vores eget uddannelsesforløb.
Derudover ser vi frem til at møde sprogkollegerne på de skoler, vi kommer ud på - ikke blot vores kolleger fra fransk, men også fra engelsk, tysk og spansk. Vi ser ikke skolens sprogfag som isolerede, da vi kan og skal lære utrolig meget af hinanden, og sammen få sat fokus på, hvordan vi underviser i sprog og hvordan vi netop får sat gang i entusiasmen hos vores elever.
Det netop skrevne - og meget mere til - er det fantastiske indhold i vores sproglærer-kuffert. Hvor er vi glade for, at det netop er den kuffert, der rullede ud på båndet til os. Nu er vi klar til den videre rejse ud i folkeskolen, så vi tager kufferten under armen og glæder os over den evige rejse og langvarige passion, det er at lære og arbejde med et sprog som det franske.
Vi ses derude kære kommende sprog kolleger - og I kan stadig følge med på vores rejse. Nu med folkeskolen som destination. Vi lægger både oplevelser, anbefalinger, didaktiske overvejelser og ideer op på vores instagramprofil @petitesprofs
Post-scriptum
På tirsdag d.25.juni hyldes Petites profs sammen med deres nyuddannede franskkolleger fra KP og Absalon på Den Franske Ambassade i København à une réception en l'honneur des futurs professeurs de français.
Tillykke til vores nye franskkolleger og tillykke til franskfaget i Folkeskolen. Tag godt imod de nyuddannede fransklærere - de har så meget at byde på.