Pixabay.com

Humor på tysk: "Oftest er det kun mig, der synes, det er sjovt"

Offentliggjort Sidst opdateret

Tyskundervisning kan være en alvorlig sag, og når jeg tænker over min egen tyskundervisning, kan jeg godt komme i tvivl om, hvor sjov den egentlig er. Det er lidt ærgerligt, fordi noget tyder på, at humor er befordrende for læring.

Er jeg sjov?

Bevares - der er da sjove elementer i min undervisning. For eksempel glemmer jeg aldrig, da en elev meddelte mig, at han for nyligt var kørt igennem Vissenbjerg på Fyn, og hvordan man mon ville udtale det på tysk (vi var i gang med at arbejde med det tyske alfabet og bogstavernes lyde). Og jeg har da selv haft det sjovt i tyskundervisningen for eksempel når der er morsomme situationer eller replikker i Fack ju Göhte.

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Bjarne Czeloth er Folkeskolens tyskrådgiver og Rikke Hjort Hvillum er franskrådgiver. Deres opgave er dele deres refleksioner om fagene, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte dem, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: Du kan skrive til Bjarne Czeloth på bjarneczeloth@gmail.com og Rikke Hjort Hvillum kan du komme i kontakt med på rihh@aarhus.dk.

Men oftest er det kun mig, der synes, det er sjovt, og mig, der griner højlydt mens eleverne kigger undrende på mig. 

En undersøgelse af humor i undervisningen

Imidlertid er der noget der tyder på, at humor kan understøtte det gode klassemiljø og læring. Her er det interessant, at forskellige former for humor påvirker eleverne på forskellige måder. Bieg og Briesel skelner mellem fire forskellige former for lærerhumor: 

  1. Humor, som ikke har noget med undervisningen at gøre

  2. Humor, som har noget med undervisningen at gøre

  3. Selvnedvurderende humor

  4. Aggressiv humor

Bieg og Briesel finder frem til, at den aggressive humor, hvor læreren eksempelvis gør grin med elever, har en negativ indflydelse på opfattelsen af undervisningssituationen. Overraskende nok ser det ud til, at humor, som ikke har noget med undervisningen at gøre, ikke opfattes positivt af eleverne. Selvnedvurderende humor, hvor læreren godt kan grine ad sig selv opfattes positivt, og den humor, som har noget med undervisningen at gøre, opfattes også som havende en positiv betydning for opfattelsen af undervisningen.

(Bieg & Dresel, 2018, https://tinyurl.com/3k7t9652)

Bieg og Dresel mener, at den gode anvendelse af humor kan øge “læringsglæden” og modvirke kedsomhed og negative følelser. Derudover kan den understøtte den intrinsiske motivation. (https://www.apa.org/members/content/intrinsic-motivation)

Så der er mange gode argumenter for at bruge humor i tysk- eller for den sags skyld i al undervisning.

Humor i undervisningen - hvordan

Bieg og Dresel kommer også med forslag til måder at arbejde med humor i undervisningen. De foreslår billeder, film, quiz, ordspil, rim osv. Og hvis man tænker dette lidt bredt, bliver det lidt nemmere, tror jeg. Det er nemlig ikke meningen, at vi skal stå i klassen og være entertainere og få en hel klasse til at grine. Sange som for eksempel “Schnappi” og “Das kleine Küken” piept har tidligere fået elever til at synge med og til at grine.

Film og serier

Fack ju Göhte, som jeg har omtalt tidligere, har mange sjove scener, som kan forstås uden at man behøver at mestre det tyske sprog. Fack ju Göhte ligger stadig på mitcfu.dk, og man kunne godt ønske sig, at 2’eren og 3’eren også var tilgængelige. 

En serie, som også har skolen som omdrejningspunkt er Almania. Første afsnit af sæson 1 kan ses her. Serien er sjov og politisk ukorrekt, så man er i den grad nødt til at se de enkelte afsnit og overveje, om det passer til de elever, man har. Om ikke andet, så kan man se den for sin egen fornøjelse. Phil Laude, som har hovedrollen, har også en instagramprofil, hvor der er korte videoer, som måske er mere passende i undervisningen. 

Komikere og sociale medier

Cossu, som går under det borgerlige navn Lukas Staier, kan man finde på forskellige sociale medier. Her er han på tiktok, hvor han har modtaget delstatsprisen for dialekter. Cossu leger med sprog, tyske områder og deres dialekter og er generelt en sjov type, synes jeg. Nogle af videoerne er enkle, og kan efter min mening fint bruges i undervisningen. Man kan se klippet og tale om, hvad man har set. Cossu siger ofte nogle sjove ting og ser sjov ud, så han kan godt bruges, tænker jeg.

https://tinyurl.com/5hfr47ye

En nærmere præsentation af Cossu kan man se her: https://tinyurl.com/4w3cet92

En anden sjov tysker er Carolin Kerbekus. Hun optræder blandt andet i sit eget show “Die Carolin Kerbekus Show”, som lige præcis i dag kan fejre udsendelse nummer 50. Hun kan også ses i PussyTerrorTV (https://www.youtube.com/@PussyTerrorTV ) . Her er noget af det sjoveste “Rebecca und Larissa erklären die Welt”. De oplyser seerne om fodbold-vm: https://tinyurl.com/5n3y2jaw og om seriøse emner, som f.eks. klimaforandringer: https://www.youtube.com/watch?v=y-pgrGDQUnM

Det var et par tanker om humor i tyskundervisningen. At bruge humor i undervisningen er ikke nemt, fordi der kan være sproglige og kulturelle barrierer, som står i vejen. Men nogle gange er det måske heller ikke så svært, som man umiddelbart forestiller sig, og noget tyder på, at det er en god idé. 

Skriv gerne en kommentar, hvis du selv har gode - eller dårlige erfaringer med at brug humor i undervisningen.