Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Blog

Det ulmer i det franske

Dette indlæg er en drøm. En drøm om noget, der kunne ske - et ønske for fremtiden og især et ønske for det franske sprog i folkeskolen.

På min skole har der ikke været oprettet et franskhold i mindst 10 år. Det er der flere årsager til - bl.a., at jeg er den eneste fransklærer på skolen, der er placeret på flere matrikler. Faktisk er der ikke en folkeskole i hele min kommune, der udbyder faget fransk. Nu ser det dog måske ud til, at fransk kan blive oprettet på min skole. Måske. Eleverne er interesserede og det er jeg i den grad også. Sker det, forestiller mig dette;

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Erika Wünsche er Folkeskolens tysk- og franskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: erikawunsche64@gmail.com

Eleverne har valgt faget fransk, som nu også er et af de to sprogfag man skal (og ikke kun kan) vælge. Jeg har sågar fået en kollega, der også har liniefag i fransk så vi kan sparre og tilrettelægge sammen. Lokalet jeg får tildelt er et rent, lyst og veludluftet - der er plads til oplevelser, udfoldelser og leg. Møblerne er praktiske og flytbare og på væggene hænger der landkort, fotos, malerier og der er plads til elevernes egne kommende produktioner. I reolerne står der franske tegneserier, bøger, blade og souvenirs fra hele den fransktalende verden. Vi kan simpelthen ikke undgå at komme til at tale sammen om alt det, vi ser i lokalet. Hver lektion hører vi fransksproget musik. Vores materialer til undervisningen er både digitale og analoge. Vi bruger kun apps (uden reklamer) og læringsplatforme, som også giver mulighed for, at eleverne kan tale på fransk. Podcasts er gratis for alle elever med Uni-login. Vi har faste gæstelærere med fransk som modersmål eller andre, der kender Frankrig og fransk via arbejde eller studier. Gæstelærerne besøger os 2-3 gange om året. De ældre elever deltager i og eventuelt tilrettelægger de yngre elevers sprogundervisning 1-2 uger om året. Og så skal vi selvfølgelig besøge et fransktalende land i Europa og dem, vi har besøgt, skal besøge os. Jeg går ind på en hjemmeside, vælger en destination og klikker på en "pakke" med kontaktoplysninger til den ansvarlige franske lærer. Denne person har allerede fået al nødvendig info om den franske venskabsklasse (os), hvor eleverne skal bo, listen over aktiviteter, herunder eventuelle entréudgifter og meget mere.

Eleverne har nu overvundet sprogbarrieren og frygten for at fejle og det er (næsten) naturligt for dem at tale fransk. Ja, det bobler og gløder i det franske.