VM i kørestolsbasket 2018

At være anderledes i tyskundervisningen

Når det gælder temaer i tyskundervisningen og ikke mindst, når man arbejder frem mod den mundtlige afgangsprøve, er temaet “Anders sein” en klassiker. I den anledning har jeg forsøgt at genopfriske mit repertoire af undervisningsmaterialer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvorfor arbejde med det at være anderledes

Selvom nogle profiler på de sociale medier peger i den modsatte retning, er der mange måder at være menneske på. Ved at arbejde med mennesker, som er “anderledes”, kan man også give unge bedre muligheder for at acceptere sig selv, som det menneske, de er. 

Temaet kan måske også give unge mod til at følge deres egen vej. Alt efter, hvor åbent man tolker emnet, kan man efter min mening også arbejde med kunstnere eller atleter under emnet. 

Mathias Mester

Jeg er blevet opmærksom på Mathias Mester, som blandt andet har været verdensmester i kuglestød, spyd- og diskoskast. Han er ikke ret høj, men til gengæld er han topatlet, og han er sjov. 

På hans hjemmeside kan man læse om ham og hans liv. Mester engagerer sig i mange forskellige ting. På siden er der klip, hvor han besøger et plejehjem, et gymnasium og en paraatlet-kollega. 

Mester anlægger bevidst en ironisk distance til sit handicap og forklarer også baggrunden for det. Han har profiler på instagram, Facebook og youtube, og der er virkelig meget indhold. Sproget er for det meste forholdsvis kortfattet og simpelt, og jeg tænker, at man fint kan bruge det i undervisningen.

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Bjarne Czeloth er Folkeskolens tyskrådgiver og Rikke Hjort Hvillum er franskrådgiver. Deres opgave er dele deres refleksioner om fagene, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte dem, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: Du kan skrive til Bjarne Czeloth på bjarneczeloth@gmail.com og Rikke Hjort Hvillum kan du komme i kontakt med på rihh@aarhus.dk.

Jeg ville ønske, at Peter Dinklage, som har højden til fælles med Mester, og som spiller Tyrion Lannister i Game of Thrones, også var tysk. Men det er han ikke - efternavnet har han på grund af tyske forfædre. Måske kan man alligevel arbejde lidt med ham, for han har også spillet en rolle i den tyske film “Taxi”.

https://mathiasmester.de/#top

https://www.bild.de/unterhaltung/leute/gameofthrones/darsteller-peter-dinklage-dreht-neuen-film-in-deutschland-35525324.bild.html

Anzeigenhauptmeister

Et andet menneske, som er noget anderledes, er den 18-årige Niclas Matthei. Han har udråbt sig selv som “Anzeigenhauptmeister” og har gjort det til sin opgave at forfølge folk, der ikke overholder parkeringsreglerne. 

Matthei cykler rundt i hele Tyskland og vil melde så mange “Falschparker” som muligt til politiet.

Han er lige akkurat dukket op på de sociale medier, og dér udløser han mange kommentarer - mest negative. Og selvom Matthei nok er anderledes, vil nogle måske hævde, at han er typisk tysk.

https://www.youtube.com/watch?v=bcqbVmC9M5g

Leidmedien.de

Og så har jeg fundet en guldgrube med et hav af potentielle undervisningsmaterialer på leidmedien.de. Der er virkelig meget. Noget kan man bruge direkte, som for eksempel projektbeskrivelsen i enkelt sprog: https://leidmedien.de/leidmedien-in-leichter-sprache/

Der er mange artikler med forskellige perspektiver på det at være handicappet. I det hele taget handler projektet meget om at ændre syn på det at være handicappet og om den måde handicap og -cappede bliver omtalt på.

Der er et hav af links til andre projekter og organisationer, og så er der nederst på siden et link til gesellschaftsbilder.de, som er en billeddatabase med mange billeder omhandlende temaet.

Waterwoman

En anden måde at være anderledes på har jeg fundet i Anna von Boetticher. Hun er fridykker og rejser på undervandseventyr i hele verden. I ARD Mediathek kan man se 8 afsnit på hver cirka 45 minutter. De er tilgængelige i Danmark, sproget er forholdsvis tydeligt og ikke for hurtigt, og der er undertekster. Samtidigt er der mange flotte optagelser af natur og omgivelser. I afsnittet Deutschland - Überraschungen in den Gewässern der Heimat, dykker von Boetticher i forskellige tyske vandområdet, og på den måde kan man også arbejde lidt med Landeskunde.

https://www.ardmediathek.de/serie/waterwoman/staffel-2/Y3JpZDovL25kci5kZS80ODA2/2

Andre muligheder

Og så er der jo masser af andre muligheder. Igen - alt efter, hvor bredt man tolker emnet, er der utroligt mange mennesker, man kan arbejde med. Måske er Albert Einstein, Nina Hagen eller Sophie Scholl også oplagte emner.

Og så kan man altid bruge søgefunktionen i tysklærergruppen på Facebook og søge på “anders sein”. Dér dukker der også meget inspiration op.