Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Blog

Kære vikar

Det er ikke altid let for vikaren at blive kastet ud i lærergerningen. En af mine gode kolleger syntes vi manglede en lille velkomsthilsen til vikaren. Det blev til dette lille brev, der er tænkt som hjælp og vejledning til både vikaren og os, der gerne vil give vikaren det bedste udgangspunkt. Brug det, slet det, der ikke kan bruges eller tilføj yderligere, så det passer til din skole/klasse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folkeskolens tysk- og franskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Erika Wünsche er Folkeskolens tysk- og franskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: erikawunsche64@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Vikar 

Du er nu startet som vikar på Skolen, og vi ønsker dig rigtig hjertelig velkommen til matriklen.

Du skal vide, at vi har dyb respekt for, at du har valgt at træde ind i et job, hvor du skal have mange bolde i luften på én gang. Vi ved godt, hvor krævende det kan være. 

 Alt undervisningspersonale her på stedet, gør brug af forskellige metoder og har forskellige krav og forventninger til deres undervisning - og til deres elever. Dog er der altid noget, som går igen hos de fleste, og som du vil kunne benytte dig af i de klasser, du kommer til at kende. Uanset, om det er 0.klasse eller 6.klasse, du skal ind til.

 For at hjælpe dig godt igennem opstarten, har vi lavet dette skriv, hvor du kan hente hjælp, råd og vejledning til nogen af de opgaver, som venter dig i jobbet som vikar på en skole. 

Generelt er det godt,:

-at starte dagen med at tjekke, om den/de person(er) du er vikar for, har gårdvagt den pågældende dag. Så har du mulighed for at få styr på, hvilken zone (corona restriktion) du skal gå hen til, såfremt du har en vagt.

-at udstyre dig selv med litteratur til oplæsning i klasserne, i fald du mangler stof til hele timen. “Villads fra Valby”, “Vitello”, “ og de fleste af Ole Lund Kirkegårds bøger er eksempler på bøger, som passer til indskolingen. Ligeledes kan de fleste børn lide eventyr. “Erik menneskesøn”-serien af Lars Henrik Olsen, “Djævelens lærling” af Kenneth Bøgh Andersen, samt “Den stjålne sten” m.fl. af Josefine Ottesen kan bruges på mellemtrinnet. Anders Morgenthaler har skrevet en serie, der hedder “Pisse let at læse”, som børnene finder sjove, og som passer til de fleste klasser. 

-at vide, at alle eleverne skal starte med at vaske hænder, når de kommer ind i klassen. Det gælder både om morgenen, efter luftere og frikvarterer, samt før/efter spisetid. (corona restriktion) 

-at vide, at nogle klasser bruger tid på at “tage temperatur” på klassens humør, i morgenbåndet. Det er altid godt at vide, om der er børn, som er særligt sårbare, efter en træls morgen og, som du skal være særlig opmærksom på. Det er også rart at vide, om der er nogen, der har fødselsdag, så du kan få sat evt.“uddeling af godter” på programmet, hvis du skal være i samme klasse hele dagen.

-at vide, at de fleste klasser har et humørbarometer, som de bruger i morgenbåndet. Det er oftest en skala fra 1-3 eller farverne rød, gul, grøn, som børnene bruger til at beskrive deres humør med. 

-at starte timen med at bruge tid på at få ro. Man skal have en god tålmodighed, for det kan til tider føles, som om der går en evighed, inden det sker. - selv for en garvet lærer.

-at benytte sig af et eller flere af disse “fif”, når du vil skabe ro:

1. Det er vigtigt, at du ikke går i gang med undervisningen før der er helt stille. Dels fordi der er børn, der ikke kan navigere i uro, og fordi det kan være svært for nogen at forstå, hvortil de skal rette deres fokus.

2. Du kan skabe ro ved at rose dem, der er hurtige til at komme hen på deres pladser - ofte vil de andre følge efter den, der får rosen. 

3. Skab ro ved at lave "stilletegn" 

4. Tælle ned fra 10, eller 

5. klappe - eks. vis - tre gange i hænderne,  hvorefter børnene gentager antallet af klap. Når alle sidder på deres pladser og alle tier  - og sidder stille, kan du fortælle dem om dagens/lektionens program.

-at vide, at der ikke skal vises film, YouTube klip eller lignende, medmindre det er noget, der indgår i undervisningen og, som er blevet skrevet ind i vikarplanen. Heller ikke i spisesituationer.

-at vide, at børnene ikke må gå på YouTube. Det er svært at administrere, hvad det er de går ind på. Derfor må de udelukkende benytte sig af læringsportaler, medmindre, der står andet i vikarplanen.

-at kende til læringsportalerne

 Lad evt. en elev logge på, hvis du ikke selv er i besiddelse af et Unilogin.

-at vide, at vikarplaner ser forskellige ud, alt efter, om der er tale om planlagt fravær eller sygefravær. 

-at vide, at du kan benytte dig af “Hangman” og “20 spørgsmål til professoren”, hvis du løber tør for stof, inden timen er færdig. De to aktiviteter, kan bruges i forbindelse med de fleste emner, så vælg gerne noget, de kan genkende fra den undervisning, de lige har modtaget.

-afslutte timen med at få ryddet alle borde, så der er klar til undervisningen, når den næste lærer/pædagog kommer ind i klassen.

-at skrive en besked til den person, du vikarierer for, for at fortælle, hvordan timen/dagen er forløbet. Så véd vi, om der er noget, vi evt. skal samle op på, når vi vender tilbage.

-at henvende sig til det tilstedeværende personale, hvis der opstår en situation, hvor du er i tvivl om, hvad du skal gøre.

-at vide, at uanset, hvor meget du end forbereder dig, vil der være ting, der ikke går, som du havde ventet. Det oplever vi også selv, hver dag.

Disse forslag skal udelukkende ses, som en hjælp til dig. 

Hvis du tænker: “Det giver da sig selv” eller “Det kunne jeg godt selv have regnet ud”, så er det dejligt, at vide, at vi har en erfaren og selvstændig vikar iblandt os. Skulle du tænke; ”Det her er en rigtig en god hjælp”, så er missionen lykkedes, og der er kun tilbage at ønske dig:

Rigtig hjertelig velkommen på Skolen