Tankerne stak af i hjemmekontoret

“Mine” børn

Det var jo mine børn, altså ikke helt - det var min 9.klasse. Jeg havde haft dem i 3 år. De var sjove, skønne og alle vikarerne på skolen ønskede, at de fik et skema med et par timer med dem. Det var sådan nogle ønske-elever, der tog imod næsten hvad som helst. De var jo ikke englebørn eller meget artige - de var bare, hvad man kunne kalde “nemme”. “Nemme” forstået på den måde, at de var positive og parate til at tage i mod. En gruppe af elever, der tog vare på hinanden, talte til hinanden i en ordentlig tone og var glade for at lære. Ikke fordi de allesammen var super intelligente, men de havde en attitude, der gav læreren (mig, bl.a.) en følelse af at her sker der noget, her forventes der noget. Bevares, der var et par enkelte tilfælde af alvorlige samtaler om at komme ind fra frikvarter til tiden eller lade mobilen blive i tasken eller huske at læse på de tyske gloser. Trivsel, skoletræthed og seriøse samtaler skulle der også tages hånd om. Helt ualmindelige var de heller ikke. 

For nemt

Vi lærere kunne tage eleverne med på rejser, udflugter, i teatret og på udstillinger uden den mindste bekymring for dårlig opførsel - og så fik de ovenikøbet en masse ud af det. De viste glæde ved os lærere og havde lyst til at lave sjov med os, være i selskab med os og vi kunne stole på dem. De tog corona-hjemme-undervisningen i stiv arm og deres afslutning på skolen blev ikke helt som forventet, men de fik det allerbedste ud af det. Har jeg haft det for nemt med dem? Nogle kolleger sagde til mig ind i mellem; “ Du har det for nemt med den klasse”, “du skal da have mindre i løn, så lidt problemer du har med dem” eller lidt bedre; “du skal da have mere i løn, så godt du har opdraget den klasse”. Det hørte jeg gennem de 3 år jeg havde klassen og nu er de væk og jeg hører det stadig - så sent som i dag. Jeg tror det er kærligt ment, med et glimt i øjet, lidt misundeligt (på den gode måde), men det fik mig alligevel til at tænke på, hvor meget nogle af mine kolleger har skullet kæmpe med deres klasser. Og det er ikke nemt. 

Undervisning på sidespor

Lige fra dårlig opførsel, nedladende og grimt sprog, ugidelighed, pjækkeri til fejlslagen inklusion, indsatsplaner og uendelige møder med forældre og/eller sociale myndigheder alt sammen ting, der skal tages hånd om, men som også tager pusten fra nogen, fører kernen i lærerjobbet - undervisningen - ud på et sidespor og måske i sidste ende glæden væk fra jobbet. Forståeligt nok. Vi er ikke gearet til adfærdsmæssige og sociale problemer, der står i kø. Jeg kunne næsten have dårlig samvittighed over, ikke at have problemer med min klasse. Ihvertfald glædede jeg mig næsten kun i mit stille sind over mit skønne job med den skønne klasse. Det kunne næsten være provokerende, ikke at have mange problemer med dem. Tænk, at det næsten er normalen at adfærdsproblemer, fejlslagen inklusion og sociale udfordringer bliver lærerens primære opgave. At undervisningen kommer til at fylde så lidt. Det kommer måske til at ske for mig? Hvornår er det min tur? 

Håber det går godt

En lærerpraktikant sagde for nylig til mig; “det er utroligt så meget andet en lærer skal tage stilling til og gøre udover at undervise. Det hører vi ikke om på studiet. Hvordan bevarer man gejsten, energien?” Jeg har nu en ny klasse, dejlige elever som også har potentialet til at ville lære, være positive og finde deres styrker i det, de kan - og kommer til at kunne. Det er min gnist. Potentialet. Håber det går godt.