Gruppeprøven i tysk og fransk: Hvad sker der med vores baby?

Er det glemmebogen eller fantasien vores baby skal møde? spørger Ann-Kristin fra Tysklærerforeningen.

Offentliggjort

Den såkaldte baby er gruppeprøven til tysk og fransk. Vi var en håndfuld lærere som udviklede den for nogle år siden. Masser af kolleger og ministeriet kom med på ideen.

Nu bliver den testet officielt, men hvad sker der bagefter?

Tysklærerforeningen for grundskolen

Her skriver på skift medlemmer af Tysklærerforeningen for grundskolens bestyrelse.

Gruppeprøven går nu ind i sin 5. prøveperiode. Siden 2023 har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) haft fat tøjlerne.

Sandsynligvis vil de gennemføre en slags evaluering. Hvad der derefter vil ske, er vi ikke blevet informeret om. Som man kan læse andetsteds her i Folkeskolen, har STUK haft svært ved at overkomme deres normale opgaver. Det bliver spændende at se om de har overskud til at gennemføre en valid evaluering af forsøget, og om de har fantasi og energi til at arbejde videre med den nye prøveform, som flere lærere allerede har gode erfaringer med. Det gælder også mig selv, da jeg afprøvede prøveformen.

Skal rumme alle

Det startede af hjertens lyst i 2021. Vores første ideer var mere projektorienterede og overlod mere frihed til eleverne selv, end den prøvevejledning som gælder for gruppeprøven nu. Jeg savner den kreativitet, som eleverne dengang overraskede deres lærere og censorer med.

Men måske er det nødt til at være sådan, når formen skal kunne rumme alle almindelige 9. klasser. De første afprøvninger skete fortrinsvist i 10. klasser, som er tydeligt mere modne end 9. klasserne.

Nu har gruppeprøven været igennem STUKs mølle. Det er jo super med den anerkendelse fra officielt hold. Men hvad skal det blive til? Skal det løbe ud i sandet? Er der sat kræfter af, så kyndige folk kan arbejde videre med gruppeprøven? Kan vi tiltro medarbejderne i STUK kreativitet, vedholdenhed og mod?

Undskyld min skepsis, forhåbentlig er den ubegrundet – i så fald vil jeg kun være glad.