Læs mere fra Tysklærerforeningen for grundskolen:
Mundtlighed, fremtiden, Flensburg - Tysklærerdage 24
Tysklærerdagene 8. – 9. november hviler på tre ben. Mangfoldighed er godt nok et vilkår for tyskfaget, med alt det vigtige, sjove og svære som det rummer. Det kan resultere i virvar. Så vi, udvalget, klipper tæer og hugger hæle for at opnå et halvstramt fokus.
Læs mere og tilmelding på www.tysklaerer.dk
Mundtlighed
Ideer og inspiration, ja tak. Sandsynligvis trænger nogle af os til at kigge vores didaktik efter i sømmene. ”Undersøgelser siger” at eleverne gerne vil lære at TALE forskellige sprog. Det er nemlig sejt. Erfaringen siger at det er svært at få eleverne til at lukke munden op og tale. Kan vi fx arbejde på måder der får eleverne til at tale uden at de tænker over det? De yngste elever synes sikkert det sjovt at synge sammen med Lola Leseratte.
Fremtiden
Fremtiden har det med at indfinde sig før man venter det. I den nærmeste fremtid kan de 11-årige elever vente et års tid med at lære tysk. Findes der egentlig en politisk vision for sprog i Danmark? Har man blik for dannelsen, eller handler alt om penge? Hvordan kan vi hjælpe med til at børn og unge fremover får gode muligheder for at lære tysk? Vi giver ordet til forskellige mennesker med fingeren på pulsen: i skolehverdagen, i forskning, i uddannelsen, i politik.
Flensburg
Centralbiblioteket for Sydslesvig og Aktivitetshuset lægger hus til Tysklærerdagene i år. Vi skal helt klart have en sludder med de lokale. Vi har inviteret nogle af dem ind, for eksempel de unge elevambassadører, som tilhører de danske hhv tyske mindretal fra begge sider af grænsen plus unge med andre etniciteter.
I samarbejde hen over grænsen er der skabt udmærket undervisningsmateriale til kultur og sprog. Der er mulighed for at prøve det af hos Schifffahrtsmuseum ved havnen. Museet arbejder ikke blot med skibe, men med tilhørende erhverv, kultur og historie. Trekantshandlen stikker sit grimme fjæs frem.
Kritik? Kom igen!
Sidste års Tysklærerdage i Nyborg fik kritik for at have været for ufokuserede. Jeg synes vi havde gode stunder med væsentlige input, så hvor udbredt synspunktet er, er svært at sige. Måske var det bare to trætte lærere der var faret vild i Sinaturs overdådige morgenbuffet. Forhåbentlig er de friske igen. Vi i TLFGs bestyrelse glæder os i hvert fald til at se kolleger fra nær og fjern til efterårets begivenheder.
På www.tysklaerer.dk finder du mere om Tysklærerdagene. Du kan også læse om 5 dage i Mecklenburg-Vorpommern sammen med gymnasielærerne i september, og om julemarked i Lübeck.