Tysklærerforeningen for grundskolen
Blog
Ordforrådstilegnelse må aldrig stå alene
Vi er ret spændte på at se resultaterne fra den sidste test med de elever, der har været med i Memo Danmark-projektet på Sønderbroskolen. Tal taler nu engang deres helt tydelige sprog.
Lars Stenius Stæhr har skrevet en meget interessant artikel "Tilegnelse og testning af ordforråd" i ”Sprogfag i forandring – pædagogik og praksis” som jeg kan anbefale. Det kan ikke gengives på så kort plads her, men jeg vil fremhæve nogle vigtige ting fra artiklen. Han – og flere andre – har lavet undersøgelser af elevers ordforråd i engelsk. Hans egen undersøgelse går på kendskabet til de mest frekvente 2000 ordfamilier i det engelske sprog. Resultatet viste, at ”68 ud af de 88 elever ikke havde et tilstrækkeligt kendskab” (9. klasse). Han understreger, ”hvor vigtigt ordforrådet er for elevernes generelle sproglige kompetence”. Det er derfor nødvendigt at undervise eleverne i de hyppigste 2000-3000 ord i engelsk.
Und im Deutschunterricht?
Med hensyn til tysk (og fransk) nævner Lars Stenius Stæhr de hyppigste 1000-2000 ord, der skal læres for at eleverne kan opnå en tilfredsstillende læse- eller lytteforståelse. Jeg må indrømme, at jeg ikke har nogen som helst forestilling om, hvor mange tyske ord mine elever har kendskab til, når de går ud af 9. klasse. Umiddelbart lyder et tal på 1000 ikke særlig stort, men når hans undersøgelse i engelsk viser så lavt et tal, så kan jeg da komme helt i tvivl om, hvordan resultatet ville se ud i tysk.
Kan vi huske det?
Jeg har skrevet det før, men her kommer det igen: hvor mange ord kan eleverne egentlige huske, når de har brug for dem? Det kan selvfølgelig være i en kunstig situation som afgangsprøven i tysk, hvor eleven ikke må bruge ordbog i læse-/lyttedelen. Men det er sandelig da vigtigt at have ord ved hånden, når man så står sammen med en tysker og skal producere sprog på den ene eller anden måde! Det er netop derfor, husketeknikker er så godt et redskab. Det kan bruges på så mange måder, hvis man lige tænker sig om. Selvfølgelig må det ikke stå alene. Ordene skal bruges og der skal arbejdes med dem. Og hvor fedt er det ikke lige, at man bare kan grave ordet frem i sin hukommelse i stedet for at skulle have fat i en ordbog – eller det, der er værre! Jeg glæder mig i hvert fald til at se eleverne granske deres hukommelser for de sjove historier, vi arbejdede med tidligere på året. Og I kommer med sikkerhed til at høre mere om resultatet – og om husketeknikker for den sags skyld!