Læs mere fra bloggen: Tyskbloggen
Blog
Æstetik, irritation og læring
Mine tyskelever i udskolingen taler, tegner, skriver og taler igen. Jeg har forsøgt at kombinere nogle sprog/tegneøvelser med tanker om æstetisk dannelse, introduceret af professor Hannes Schweiger, Wien. Men måske forrådte jeg sagens kerne.
Mit forløb …
Eleverne sidder sammen to og to. Den ene kan se et billede på tavlen/skærmen og forklarer, hvad hun ser. Den anden tegner efter beskrivelserne. Efter 2-3 minutter må man kigge – og den nye, mere eller mindre vellykkede tegning vækker altid munterhed.
Læreren kan starte med at vise eleverne nogle ord, som de vil få brug for. Øvelsen er god til mundtlighed, fordi eleverne glemmer sig selv, og bare gerne vil have deres forklaring forstået.
Billederne jeg brugte, forestillede kunstværker som på forskellig vis twister den normale virkelighed. Det drejede sig fx om Erwin Wurms ”Fat House” – det kan du google, jeg skal ikke have vrøvl med nogens rettigheder – og du vil se at det er et noget oppustet hus. Et andet mærkeligt billede jeg anvendte, var et foto af Parasolias lejlighed. Hun har indrettet den, så der både er møbleret på gulvet OG i loftet. Dermed er der en omvendt lejlighed også, som man kunne drømme om at gå rundt i.
… har jeg hugget
Det er ikke min egen ide. Jeg har tilpasset og afprøvet et forløb som professor Hannes Schweiger foreslog på Internationale Tagung der Deutschlehrer*innen i august ’22.
Da eleverne havde vænnet sig til at tale om disse mærkelige steder, fik de næste opgave. Speed-skriv i ca. 5 minutter om hvordan det er at bo i sådan et hus. Hvad foretager man sig derinde? Er det noget andre kunne være med til? Sidste del af opgaven var så at de skulle wimle og invitere hinanden hjem til den aktivitet de forestillede sig. Og de skulle forsøge at svare hinanden og holde en høflig samtale i gang, selvom det i flere tilfælde omhandlede mærkværdige aktiviteter.
Schweiger kalder processen ”produktive irritationer”.
Æstetisk dannelse …
Eleverne er glade for at arbejde med absurditet og fantasi. Det giver en slags tankens frisættelse, som man oplever når man ser på kunst. God kunst, ifølge Schweiger, er paradoks og lader sig ikke forstå entydigt. Her drejer det sig ikke om at eleverne skal finde ud af ”meningen”. Tværtimod skal de tage flertydigheden til sig i oplevelsen.
Det er den slags dannelse kunsten eller æstetikken kan levere. En frisættende tankegang som ikke har brug for lærerens eller internettets præfabrikerede forklaring. Bare lad det stå og virke. Eleverne kan godt blive forvirrede. Det hører med. Schweiger citerer K. H. Spinner: „Die stärkste reflexionsanstoßende Wirkung von Kunstwerken entsteht dadurch, dass sie der gewohnten Wirklichkeit eine Welt des Möglichen (oder sogar Unmöglichen) gegenüberstellen.“
… instrumentaliseret
Kunst, litteratur eller det æstetiske udtryk er sin egen mening og bør have lov til at stå rent for beskueren. Hannes Schweiger plæderer for at lade kunst indgå i en frisættende dannelse. Og jeg skurk har instrumentaliseret hans ide til et formål: nemlig at mine elever lærer ord og motiveres til at at sige noget.
For eleverne var det dog ikke ligegyldigt hvilke billede de skulle tage udgangspunkt i. De syntes det var svært at tegne de besynderlige boliger, men de følte sig ansporede netop af det. I opgaven med at invitere gæster fik de gang i deres fantasi, mens de forestillede sig et fiktivt sted som de kunne digte videre på. Så ja, jeg kom vist til at afvige fra en æstetisk dannelse i streng forstand, men vi fik nogle gode timer ud af det.
