Tysklærerforeningen for grundskolen
Blog
Åben slutning…
Søger du et elevrelateret materiale til 9. – 10. klasse i tysk, der bygger på relevante kultur- og samfundsforhold med passende korte tekster og et varieret opgaveudbud, kan du roligt læse videre i denne blog, der bygger på materialet ”Ende offen” af Anne-Marie Fischer-Rasmussen.
Forleden lå bogen ”ENDE OFFEN” i min postkasse.
Efter at have læst forord til læreren var alle sanser vakt. Det kunne vist kun blive en oplevelse – og det blev det!
7 noveller
Materialet indeholder 7 korte noveller, der alle tager udgangspunkt i forhold, eleverne i 14 – 16 års alderen kender: Drenge i puberteten, der ”kommer til” at dele pornofilm; drengen, der bruger hvert et frit minut og alle sparepenge på computerspil; den flittige og dygtige pige Lisa, der pludselig på grund af en ny klassekammerat bliver miskrediteret; alvorlige konsekvenser på grund af stoffer; Jonas har ingen venner føler sig isoleret, men pludselig dukker der en pige op; Marie bliver besat af karakterræs og sportsudøvelse, som ender i en besættelse; Anja har et fedmeproblem og bliver kraftigere og kraftigere. Det får konsekvenser, indtil en ældre dame dukker op.
Som det ses: fortællinger, der relaterer til elevernes dagligdag.
Opbygning
Hver novelle indledes med et dansk resume, der sætter eleverne på sporet af handlingen. Her et eksempel fra novellen: Bernd gehörte zur coolen Clique”: Denne fortælling handler om fem venner, som ser sig selv som den seje gruppe i en 9. klasse. De er ligeglade med skolen, lærernes formaninger og klassekammeraternes bemærkninger, når gruppen forstyrrer undervisningen. Deres fremtid er ikke noget, de tænker over. De hænger ud, begår småkriminalitet og går op i at finde billeder og film af frække piger på nettet, som de deler med hinanden. Men det at dele billeder og film af piger med hinanden får pludselig en anden dimension, og tingene løber løbsk. Drengene mister kontrollen.
Jeg har ikke tidligere set indledning af den karakter, men er ret sikker på, at de fleste elever alene med den baggrund vil fatte interesse for indholdet. Det røber indholdet, men går ikke i detaljer. Indledningen suppleres hver gang af tekstrelevante fotos, der indleder ”Aufgaben vor dem Lesen”. Eleverne føres videre i ”Aufgaben während des Lesens” – der uddybes under selve novellelæsningen. Der er ikke kun indholdsspørgsmål til den enkelte elev. Der lægges også op til pararbejde og arbejde i mindre grupper. Der er endvidere holdningsspørgsmål til drøftelse: Der opfordres til at finde aktuelle udsagn i givne tekstafsnit. Der skal formuleres spørgsmål, der skal dannes grupper og diskuteres og ofte har opgaverne inspiration fra cooperative learning, hvor elever må op af stolen og være aktive.
Arbejdet med novellen afsluttes med ”Aufgaben nach dem Lesen”.
Da alle syv noveller har en åben slutning, er det oplagt at opfordre eleverne til at skrive, dramatisere og agere på det videre forløb.
Samlet set tilgodeser opgaverne de tre kompetenceområder og færdigheder.
Lyt
Det er således muligt via et link https://qrs.ly/8v94rrs eller scanning af QR-kode at lytte til en klar og tydelig oplæsning af novellerne. En hjælp mange elever med sikkerhed vil få meget ud af.
Endelig afsluttes hver novelle med en gloseoversigt over de vanskeligste ord og vendinger. Det er dog mit indtryk, at eleverne også nu og da får brug for ordbogsopslag.
Det kræves ikke, at alle elever skal løse alle opgaver. Der er så rigeligt med opgaver, at læreren kan vælge, hvad hun mener er elevant for målgruppen.
Prøveopgivelser
Teksterne vil kunne opgives til folkeskolens afgangsprøve. Læreren må selv i gang med optælling af normalsideantal – og det er lidt ærgerligt, men det er også den eneste malurt i materialets ”bæger”.
Kort og godt et materiale, hvor det bliver spændende at være elev – og er eleven engageret, bliver læreren det sikkert også.
God fornøjelse.
”Ende offen” er udgivet på Hedwigs Forlag, der er en del af forlaget Mellemgård, marketing.mellemgaard@mellemgaard.dk– telefon 6590 3642.
Kan ses på hjemmesiden: http://forlagethedwig.dk/shop/36-tysk/2269-ende-offen/
Prisen angives til: 149,95 kr. og som e-bog: 119,00 kr.