Tyskbloggen

Tyskbloggen

Blog

150 turbulente tyske år

For præcis 150 år siden, den 18. januar 1871, blev Tyskland samlet og til en nationalstat. Sådan læses det ofte i historiebøgerne. På denne dag blev nemlig den prøjsiske konge Wilhelm udråbt til tysk kejser for et nyt kejserrige – det andet (og sidste) i rækken. Kejserriget samlede fire kongeriger, seks storhertugdømmer, fem hertugdømmer, syv fyrstedømmer og de tre by-republikker Hamborg, Bremen og Lübeck til en enhed. Tysklands samling i 1871 var ikke et folkeligt projekt. Enheden blev indført fra oven som et monarkisk forbund med kongeriget Preussen som det dominerende medlem og med Berlin som hovedstad. Men et spirende folkestyre var der blevet plads til: man kunne ikke bestemme statsbudgettet uden om Rigsdagen og til den var der indført lige valgret for alle mænd fra det fyldte 25. år.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kejserkåringen skete ikke på tysk jord, men på slottet i Versailles lige uden for Paris i slutfasen af den fransk-tyske krig. Som krigsrov indlemmedes det dog overvejende tysktalende rigsland Elsass-Lothringen (Alsace -Lorraine) i riget og det holdt jo ganske givet det fransk-tyske ”arvefjendskab” i kog. En del tysktalende områder, først og fremmest de østrigske lande, kom dog ikke med i riget.  På den anden side husede riget også befolkningsgrupper med andet modersmål end tysk: slaviske folkeslag mod øst, franskmænd mod vest og ikke at forglemme de danske i de nordlige dele af Slesvig.  150 år giver otte perioder af 25 år og jeg har valgt at tage læseren med på en tidsrejse og lidt usædvanligt gøre status efter hvert kvarte århundrede.

Tyskbloggen

På Tyskbloggen blogger på skift medlemmer af Tysklærerforeningens bestyrelse.

25 år gammel i 1896 havde kejserriget kastet sig ud i erhvervelsen af kolonier i Afrika og Oceanien. Den gamle kejser døde i 1888 og efterfulgtes samme år af sin kræftsyge søn og siden skæbnesvangert, som det skulle vise sig, sin sønnesøn Wilhelm II. I 1890 var rigskansler Otto von Bismarck blevet sendt på pension. Samme år byttede kejserriget sig til øen Helgoland, der siden 1807 havde været på britiske hænder. Briterne fik i stedet øerne Zanzibar og Pemba ved den afrikanske østkyst. Med indvielsen af Kielerkanalen i 1895 indvarsledes et temmelig vanvittigt flådekapløb mellem kejserriget og Storbritannien.

I 1921 på 50-års dagen var kejserriget godt to år forinden gået nedenom og hjem. I 1918 ved Første Verdenskrigs afslutning måtte kejseren abdicere og ligeledes alle øvrige konger, storhertuger hertuger og fyrster. Republikken der efterfulgte fik en tumultarisk fødsel. Der var revolution i hele Tyskland.  Da Rigsdagen i Berlin ikke var sikker som mødested, måtte man i stedet afholde møderne i Weimar, den by i Thüringen, der blev navngivende for den første tyske republik. Republikken blev pålagt hårde fredsbetingelser i Versailles-freden, heriblandt en del grænsekorrekturer, nogle med, andre uden folkeafstemninger. Den nu snart 101 år gamle folkeafstemning i Slesvig bør i denne sammenhæng klart anses for den absolut mest retfærdige i buketten.

I 1946 på 75-års dagen lå Tyskland i ruiner. Weimar Republikken fik en levetid på ikke engang 15 år. I 1933 var en naturaliseret tysker ved navn Adolf Hitler kommet legalt til magten for så med det samme at afvikle demokratiet. Hans forbryderiske rædselsregime varede i 12 år og kostede millioner af menneskeliv. Tyskland blev befriet for nazismen, men også delt i fire besættelseszoner og hovedstaden Berlin i fire sektorer. 12 millioner tyskere var flygtet eller blev tvangsforflyttet mod vest fra Pommern, Schlesien og Øst-Prøjsen, områder der nu tilfaldt Polen og Sovjetunionen (i dag den russiske oblast Kaliningrad). Tysklands deling i øst og vest tog sin begyndelse.

I 1971 på 100-års dagen var der grøde i forsoningen mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Folkerepublikken Polen og normaliseringen mellem Øst- og Vesttyskland. Forbundskansler Willy Brandts såkaldte østpolitik stod foran sin udfoldelse og det betød anerkendelse af Oder-Neiße-grænsen, den nuværende polsk-tyske grænse. Forholdet mellem øst og vest havde ikke været særlig hjerteligt. I 1948 blokerede Sovjetunionen adgangen til Berlin med en amerikansk luftbro til følge. I 1949 grundlagdes der så to tysklande: Forbundsrepublikken i vest og DDR i øst.  Saarlandet vendte i 1957 efter en folkeafstemning for anden gang tilbage til Tyskland. Grænsen mellem de to tysklande var efterhånden blevet hermetisk lukket. Det sidste hul i jerntæppet blev "stoppet til" med opførelsen af Berlinmuren i 1961. Der var dog også flige af et samlet Tyskland i behold, nemlig et fælles olympisk mandskab frem til og med oplympiaden i Tokyo i 1964.

I 1996 på 125- års dagen var blokopdelingen af Europa borte. Tyskland var blevet genforenet og et fælles-tysk landshold var blevet verdensmester i fodbold i 1990. Men nu er det jo faktisk landenes fodboldforbund der stiller hold. DFB (Deutscher Fußballbund) vandt derfor trofæet for tredje gang i 1990 og for anden gang siden ”das Wunder von Bern” i 1954.

Og nu 150 år.  Mange mørke kapitler skulle skrives undervejs, men det hele endte frem for et diktatorisk og tysk Europa med et demokratisk europæisk Tyskland i skikkelse af Forbundsrepublikken Tyskland, der fylder 62 i år. 

Powered by Labrador CMS