Tysklærerforeningen for grundskolen
Blog
Virtuel undervisning – et videoprojekt om uhygge
Amalie, der pt. er udvekslingsstudent fra USA på Egå gymnasium, gennemfører sammen med 1G på gymnasiet et videoprojekt. I nedenstående fortælles om Amalies baggrund samt om, hvorledes arbejdet med projektet forhåbentlig kan inspirere til, at også elever i folkeskolen kan arbejde på lignende måde.
Foto af Amalie Smith
Ret som man troede, at nu lukkede Covid-19 ikke flere undervisningsinstitutioner, blev Aarhus ramt, og politikerne besluttede, at gymnasierne i kommunen skulle give eleverne virtuel undervisning.
Det ramte derfor også Egå Gymnasium, hvor Amalie Smith skal tilbringe skoleåret 2020 – 2021 som udvekslingsstudent.
Amalie kommer fra Long Beach, Californien, hvor hun går på Woodrow Wilson High School på andet år. Undervisningen har siden marts været virtuel og ikke meget tyder i Californien på, at det vil blive anderledes i det kommende skoleår. Hun drømte derfor om et ophold på et dansk gymnasium med direkte undervisning. Det skal siges, at Amalie foruden amerikansk statsborgerskab også har et dansk, hvorfor hun taler begge sprog flydende.
Da hun for et år siden fik mulighed for at vælge et nyt fremmedsprog, valgte hun tysk med en sikker forvisning om, at mange tyske ord lignede de danske, og derfor ikke ville være så svært.
Hun har med gennemsnitlig tre ugentlige lektioner bag sig i tysk nået et niveau, der stort set svarer til 7. – 8. klasse i Danmark.
Det er derfor noget af en udfordring at følge undervisningen i tysk på Egå Gymnasium, hvor hun indtil videre har de virtuelle timer sammen med 1. G.
Hvad sproget angår, har Amalie motivationen og lysten, og det er som bekendt det, der driver værket.
Tysklærerne på Egå har tilrettelagt et virtuelt forløb, hvor eleverne henholdsvis arbejder selvstændigt med glosetræning og henholdsvis får til opgave at optage en video med et uhyggeligt islæt.
Quizlet
Til træning af gloser har eleverne mulighed for at arbejde med det simple værktøj ”Quizlet”, der ved hjælp af blandt andet flashcards træner ord og begreber. Der kan laves konkurrencer som hjemmearbejde, og der kan samarbejdes om at lave tests.
Nedenfor angives de gloser, eleverne arbejder med som oplæg til opgaven: ”Mache dein eigenes Video von etwas Unheimlichem“
Vokabeln/Gloser
Unheimlich, uhyggelig
Dunkel, mørk
Hell, lys
der Wald, skoven
der Traum, drømmen
verdrängen, fortrænge
der Alptraum, mareridtet
der Tod, døden
tot, død
sterben, dø
töten, dræbe
allein, alene
die Höhle, hule
finster, dunkel
das Monster, monstret
der Mörder, morderen
krank, syg
unbekannt, ukendt
schwarz, sort
erscheinen, dukke op
verschwinden, forsvinde
übernatürlich, overnaturlig
geheimnisvoll, hemmelighedsfuld
sich bedroht fühlen, føle sig truet
spuken, spøge
die Leiche, liget
der Geist, spøgelse
den Tod vor Augen haben, se døden i øjnene
dämonisch, dæmonisk
wiederbeleben, genoplive
verbergen, skjule
das Ereignis, oplevelsen
vor etwas Angst haben, være bange for noget
etwas trauen, turde noget
ich bekomme Gänsehaut, jeg får gåsehud
hier ist es unheimlich, weil, her er der uhyggeligt, fordi
ich befinde mich, jeg befinder mig
ich habe diesen Ort gewählt, weil er, jeg har valgt dette sted, fordi det
man erzählt sich, dass es hier spukt, man siger, at det spøger her
es gibt, der er
der Friedhof, kirkegården
gruselig, uhyggelig
På dagen for optagelse af videoen har eleverne sat sig ind i de nævnte gloser, men først når de sidder foran skærmen til en dobbeltlektion på 90 minutter, får de følgende instruktion:
Ein Video drehen Mache dein eigenes Video von etwas Unheimlichem.
Aufgabenstellung – das Unheimliche präsentieren:
Heute haben wir zwei Doppelstunden Deutschunterricht, und wir wollen diese Zeit für eure erste Hausarbeit (aflevering) nutzen.
WIE?
Du sollst jetzt dein eigenes kurzes Video machen, indem du entweder eine unheimliche Geschichte erzählst ODER 2-3 unheimliche Orte in deiner Nachbarschaft präsentierst. Du entscheidest, wie du das machen willst. Du sollst selber im Video zu sehen sein, aber es muss nicht die ganze Zeit sein. Sei kreativ! Ich schlage vor, dass du das Video mit deinem Handy aufnimmst.
WIEVIEL?
Du entscheidest, wie lang der Film sein soll. 3-4 Minuten reichen völlig.
FORM
Alle machen ein Video
(HUSK! Videoen skal markeres „skjult“ og ikke „privat“).
ANSPRÜCHE (=krav)
In deinem Film sollst du relevante Vokabeln aus dem Quizlet benutzen. Du sprichst natürlich Deutsch. Wichtig ist das FREIE SPRECHEN – das fehlerfreie Sprechen ist weniger wichtig.
Amalie arbejdede selvstændigt og endte med følgende resultat: https://youtu.be/EkADDe8_1Y8
Hun fortalte mig efterfølgende, at det havde været en spændende opgave, og at hun selv følte, at hun havde fået meget ud af arbejdet. Jeg har naturligvis fået Amalies tilladelse til at videregive videoen. Ligeledes har jeg af opgaveproducenterne fra Egå Gymnasium fået tilladelse til at videregive gloseforlæg og opgaveformulering.
Jeg håber således, at dette produkt kan være til inspiration også for 9. klasser, der måtte have lyst til at prøve en sådan opgave.